Blå Kors: Pres på alkoholrådgivning i julen

For nogle familier er julen en svær tid at komme igennem. Arkivfoto.
Print Friendly, PDF & Email

Der er ekstra pres på Blå Kors’ anonyme telefonrådgivning, Den Blå Linje, i juletiden. For mange mennesker, der har eller har haft et alkoholmisbrug og deres pårørende, er julen ekstra svær at komme igennem.

Blå Kors’ telefonrådgivning er både for mennesker, der selv kæmper med et alkoholmisbrug, mennesker der er pårørende til en person med alkoholmisbrug, og mennesker der tidligere har haft et misbrug. Alle tre grupper har et øget behov for hjælp i juletiden.

I Danmark lever 147.000 danskere med en massiv alkoholafhængighed, og mere en 630.000 danskere lever i eller er vokset op i en familie med alkoholmisbrug.

Specielt jul og nytår er en svær tid for mennesker med alkoholafhængighed og deres pårørende, fortæller Marianne Dyrby, der er leder af Den Blå Linje.

“Højtider i Danmark er bygget op omkring traditioner med familiehygge, mad og drikke, og i familier med alkoholproblemer kommer drikkeriet ofte til at fylde rigtigt meget. Der er også mange familier, hvor alkohol har været årsag til konflikter, mistede relationer, ensomhed og isolation, og julen har det med at forstærke både følelser og handlemønstre,” siger Marianne Dyrby.

Øget risiko for tilbagefald

Også for mennesker, der tidligere har haft et alkoholmisbrug, kan julen være ekstra svær.

“Julen er en risikoperiode for tilbagefald. December er en presset og stresset måned med mange forventninger til hinanden. For nogen bliver det desværre også årsag til tilbagefald,” forklarer Marianne Dyrby.

Der er derfor ekstra pres på Den Blå Linje i juletiden, der har åben alle dage mellem kl. 18 og 23 også i forbindelse med jul og nytår, hvor de kommunale rusmiddelcentre og lægehuse har lukket. 

“Vores vigtigste opgave er at støtte og tænde et håb hos alle dem, der ringer og samtidig motivere og vejlede til at søge den rette hjælp i den enkeltes nærmiljø,” siger Marianne Dyrby.

Den Blå Linje kan kontaktes mellem kl. 18 og 23 på tlf. 70 100 130.