ForsideAabybroBitten Holmsgaard fra Halvrimmen - Fra hobby til iværksætter

Bitten Holmsgaard fra Halvrimmen – Fra hobby til iværksætter

Tilbage i 2013 startede Bitten Holmsgaard fra Halvrimmen en rejseblog med titlen stedkender.dk. Nu er Stedkender blevet til en iværksættervirksomhed.

For 8 år siden arbejdede Bitten Holmsgaard som rejseleder og rejste hver eller hver anden uge afsted til Italien, Portugal eller Indien med en ny gruppe forventningsfulde danskere.

– Jeg nød virkelig at fortælle mine gæster om for eksempel vin, etruskere og vulkaner, men jeg savnede et sted, hvor jeg kunne give kreativiteten frit løb, fortæller Bitten Holmsgaard.

Hun er oprindeligt uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus, så det lå lige til højrebenet at begynde at blogge. Det er siden blevet til utallige sansemættede artikler fra ind- og udland på stedkender.dk, og nu er den lille hobbyblog blevet til en rigtig virksomhed med CVR-nummer.

Fire forskellige varer på hylderne

Rejseartiklerne er for tiden sat på pause. I stedet har Bitten Holmsgaard tekstforfatning, guidede idévandringer for virksomheder, guidede vandreture og incoming på hylderne i sin nystartede virksomhed.

– Jeg har efterhånden stor erfaring fra både medie- og turistbranchen. I min nye virksomhed kan jeg kombinere nogle af de ting, jeg virkelig brænder for, siger Bitten Holmsgaard.

I denne uge har hun så forskellige opgaver som at skrive fire journalistiske artikler, tage lokale og turister med på en guidet vandretur i Fosdalen samt holde otte virtuelle møder med franske, tyske og amerikanske rejseselskaber, der er interesserede i at købe hendes ture og oplevelser i Danmark.

Idéen opstod på vandretur

Ideen til virksomheden, Stedkender, opstod under en vandretur i foråret 2020.

– Jeg gik der med fuglesang i ørerne, lysegrønne blade omkring mig og solen, der strålede fra en blå himmel. Så slog den tanke ned i mig, at hvor kunne det være fantastisk, hvis jeg kunne gøre det at gå i Jammerbugtens fantastiske natur til en levevej, fortæller Bitten Holmsgaard.

Det tog dog nogle måneder samt et kursus i Journalistforbundet i at lave en bæredygtig forretningsplan, før Bitten Holmsgaard efter påske kunne logge ind på virk.dk og bestille sit CVR-nummer.

Iværksætteren kan allerede nu konstatere, at virkeligheden har udviklet sig anderledes end det, hun skrev i forretningsplanen. Tekstforfatning nu er en bærende del af Stedkender. Det havde hun slet ikke regnet med, da hun første gang fik idéen for et år siden.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER