ForsideFjerritslevDerfor stiller Birgit Mejlholm Kold op igen til kommunalvalget

Derfor stiller Birgit Mejlholm Kold op igen til kommunalvalget

Derfor stiller Birgit Mejlholm Kold op igen til kommunalvalget

Når Birgit Mejlholm Kold fra Venstre stiller op til kommunalvalget den 18. november, er det med ønsket om at fortsætte arbejdet for et levende, trygt og sammenhængende Jammerbugt.
Hun har siddet i kommunalbestyrelsen i snart otte år – og hun er langt fra færdig med at kæmpe for borgernes trivsel og for, at kommunen fortsat skal være et godt sted at bo og leve.

Jeg mener, at alle fortjener et godt liv – og det vil jeg gerne være med til at skabe rammerne for, siger hun.

Et liv med familie, landbrug og omsorg

Birgit bor i Bejstrup sammen med sin mand Jens Otto på familiens landbrug, hvor de driver både planteavl og kyllingeproduktion. Parret har tre voksne børn – Johanne, Søren og Frida – samt 2 børnebørn og tre gode svigerbørn, som hun med et smil kalder en stor gave i livet.

Til daglig arbejder Birgit som sygeplejerske på et lægehus i Aalborg, hvor hun har været ansat de seneste 27 år.
Jeg er rigtig glad for mit arbejde – det giver mig indblik i menneskers hverdag og udfordringer, og det kan jeg bruge i det politiske arbejde, fortæller hun.

I fritiden nyder hun at være sammen med familie og venner, og hun holder af at lave mad, bage, sylte og komme ud i naturen – både til fods og på cykel.

Fokus på børn, ældre og lokalsamfund
Birgit Mejlholm Kold beskriver sig selv som en politiker, der arbejder for helheden – og som brænder for, at både by og land i Jammerbugt skal trives.

Vi er en landdistriktskommune, og hovedbyerne og de mindre lokalsamfund er afhængige af hinanden. Sammen er vi stærke, siger hun.

Hun lægger vægt på, at børnepasning, skoler og foreningsliv i lokalområderne skal have gode vilkår, så familier har lyst til at blive boende.
Samtidig fylder ældreområdet meget hos den erfarne sygeplejerske.
Ældre og handicappede fortjener et godt liv, hvor der er plads til individuelle behov. Derfor skal vi sikre gode rammer for medarbejderne i hjemmeplejen, så de kan lykkes med deres vigtige arbejde.

Økonomi, erhverv og fremtid
Birgit Mejlholm Kold fremhæver også landbruget, turismen og erhvervslivet som vigtige drivkræfter i kommunen.
En sund økonomi giver handlefrihed og sikrer velfærd for både børn, unge og ældre. Derfor skal vi have fokus på vækst og udvikling – og på at skabe mange arbejdspladser, så nye borgere får lyst til at flytte hertil.

En naturlig interesse for politik
Det var i 2017, at Venstres bestyrelse i Fjerritslev kontaktede hende med et ønske om, at hun stillede op til kommunalvalget. Efter lidt betænkningstid sagde hun ja – og blev valgt ind.

Min interesse for politik kommer nok hjemmefra. Min mor, som også er sygeplejerske, sad otte år i kommunalbestyrelsen, og min far har altid været aktiv i Venstres bestyrelse. Det ligger mig meget på sinde at arbejde med og for mennesker.

Samarbejde og fælles ansvar
Når Birgit ser frem mod næste valgperiode, håber hun på fortsat tillid fra vælgerne – og på et godt samarbejde i byrådet.
Vi skal arbejde konstruktivt sammen, for det er sådan, vi skaber de bedste resultater for borgerne i Jammerbugt Kommune, siger hun.

Til slut sender Birgit Mejlholm Kold en opfordring til alle om at huske at stemme den 18. november – og være med til at præge fremtiden for Jammerbugt Kommune.

Birgit Mejlholm Kold lægger vægt på fællesskab, ansvar og udvikling – og arbejder for, at Jammerbugt fortsat skal være et godt sted at leve. Foto: Jammerbugtposten.dk

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER