Biersted – narkopåvirket bilist havde blanke øjne og store pupiller

Modelfoto Foto: Niclas Jessen

Narkopåvirket kørsel – dét blev en 33-årig mand sigtet og anholdt for, da politiet standsede ham til kontrol på Nørhalnevej i Biersted torsdag den 2. november om aftenen. 

Ved opslag i politiets IT-system kunne betjentene se, at bilisten havde fået inddraget hans førerret i forbindelse med en tidligere hændelse, hvorfor man standsede ham til kontrol. Her fattede betjentene mistanke til, at bilisten muligvis var påvirket af narkotika. Hans pupiller var nemlig store og reagerede ikke på lyspåvirkning, mens hans øjne var blanke – tydelige tegn på narkopåvirket kørsel. Og ganske rigtigt; en narkometertest viste, at bilisten tilsyneladende havde indtaget narkotika forud for kørslen.

Politiet sigtede og anholdt derfor bilisten for narkopåvirket kørsel, kørsel i frakendelsestiden samt manglende forsikring på hans køretøj. En blodprøve blev efterfølgende udtaget som bevismateriale i sagen.

Alle spiritus- og narkobilister tilbydes hjælp

Når Nordjyllands Politi sigter en person for overtrædelse af færdselslovens §§ 53-54, vil vedkommende blive tilbudt en uforpligtende samtale med en rusmiddelrådgiver.
Læs mere på politi.dk

-- annonce ---