Bekymrende tal: Hver tredje dansker føler et øget arbejdspres

Foto: Gjensidige
Print Friendly, PDF & Email

Bekymrende tal: Hver tredje dansker føler et øget arbejdspres

Mere end en tredjedel af danskere føler et større arbejdspres end tidligere, og hårdest påvirker det personer mellem 30 og 39. Det viser en ny undersøgelse lavet af Kantar Public for Gjensidige.

Mere end hver tredje dansker oplever i dag, at de er under et større arbejdspres fra deres arbejdsgiver, end de tidligere har været. Sådan er konklusionen i en undersøgelse fra Kantar Public, som er lavet for Gjensidige.

Gennem de seneste år er der sket en stor ændring i måden vi arbejder på, hvor blandt andet hjemmearbejde og muligheden for ekstra timer foran computerskærmen har ændret balancen mellem arbejde og fritid, mens mange arbejdsgivere har set ind i udfordringer medhøj inflation, økonomisk afmatning og vanskeligheder med at rekruttere medarbejdere, og dermed efterladt en større arbejdsbyrde hos deres ansatte.

Værst står det dog til for danskere mellem 30 og 39 år, hvor hver femte oplever et markant øget arbejdspres.

“For mange danskere har de seneste år budt på store ændringer i arbejdslivet, ikke kun for dem selv, men også for de virksomheder, de arbejder for. Desværre ved vi også, at et større arbejdspres fører til et dårligere arbejdsmiljø, og derfor er det også bekymrende, hvor stor en andel, der føler at presset på dem øges,” siger Louise Brix, der er fagchef i sundhed hos Gjensidige.

Tal fra sundhedsforsikring bekræfter tendensen

Hele 45 procent af danskere mellem 30 og 39 føler sig i dag lidt eller markant mere presset af deres arbejdsgiver, og tal fra Gjensidiges sundhedsforsikring viser også, at andelen af sager der omhandler stress, angst og depression i de seneste tre kvartaler har været højest blandt de 30 til 39-årige.

Ser man blot på de seneste seks måneder, har mere end hver femte sag vedrørende stress, angst og depression i Gjensidige omhandlet en person mellem 30 og 39 år. Ifølge Louise Brix kan der være flere grunde til, at netop denne gruppe føler sig mere pressede end andre.

“For rigtig mange danskere sker der mange livsændrende begivenheder i perioden efter man er fyldt 30. Det kan være familieforøgelser eller store investeringer som bil- og boligkøb, og derfor skal man naturligvis forholde sig til mange ting udover sit arbejdsliv. Derfor er det også vigtigt, at man har et stort fokus på sin mentale sundhed, så følelsen af øget arbejdspres ikke ender ud i stress eller depression,” siger Louise Brix.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget blandt 1.009 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år af© Kantar Public for Gjensidige i februar og marts 2023.

LÆS OGSÅ: Se hvilke projekter i Jammerbugt der har fået støtte fra Norlys Vækstpulje