Infektionsmedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital er lykkes med at konvertere mere end 500 indlæggelsesdage på hospitalet til intravenøs antibiotikabehandling i eget hjem.
Hospitalsbehandling rykkes hjem i egen stue
56-årige Klaus-Ole Andersen fra Frederikshavn døjer med infektioner i lungerne. Han har en immundefekt, der gør, at hans immunforsvar konstant er svækket. Inden for det sidste år har han været indlagt 10-15 gange på hospitalet.
Men på grund af en aftale mellem Region Nordjylland og de nordjyske kommuner, skal Klaus-Ole Andersen ikke så ofte tage den opslidende tur til Aalborg Universitetshospital.
De seneste par måneder er behandlingen nemlig foregået i eget hjem med hjælp fra en pumpe, der sikrer, at han får den fornødne mængde antibiotika.
– Det er skønt, at jeg kan modtage behandling herhjemme fremfor på hospitalet. Det giver mere ro om natten og større frihed. Jeg kan gå ture, sidde foran computeren, have gæster og være i vante rammer, hvor man ikke sygeliggøres mere end højst nødvendigt, siger Klaus-Ole Andersen.
Region Nordjylland og de nordjyske kommuner var de første i landet til at indgå en aftale i 2019, der sikrer, at borgere som Klaus-Ole Andersen kan modtage intravenøs behandling i eget hjem – såkaldt IV-behandling. Ifølge den 56-årige frederikshavner sparer det ham for en masse besvær med at komme til og fra hospitalet, og selvom antibiotikabehandlingen foregår derhjemme, er han fortsat helt tryg.
Win-win situation
Det er der også god grund til at være, lyder det fra Jesper Smit, der er afdelingslæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital. Han kalder det for en win-win situation for patienterne og hospitalet.
– Mange patienter kan bedre lide at blive behandlet hjemmefra, og samtidigt frigiver det en masse sengepladser, som er til gavn for andre borgere. Vigtigst af alt sker det, uden at vi går på kompromis med hverken kvalitet eller patientsikkerhed, siger han.
Lige nu kan 2200 borgere årligt modtage IV-behandling i eget hjem. Klaus-Ole Andersen står selv for behandlingen, mens andre patienter får hjælp af den kommunale hjemmepleje.
Innovativ teknologi og digitalisering er vejen frem
Hvis kvaliteten i sundhedsvæsenet skal opretholdes, er det netop tiltag som intravenøs behandling i eget hjem, der er brug for, i takt med at vi bliver flere og flere ældre. Det mener regionsrådsformand i Region Nordjylland, Mads Duedahl (V).
– IV-behandling i eget hjem er et af de redskaber, som er med til at robustgøre sundhedsvæsenet. Vi er nødt til at tænke i innovativ teknologi og digitalisering, da det letter arbejdsbyrden på hospitalerne, gør mennesker med kronisk sygdom mere selvhjulpne og øger kvaliteten, siger regionsrådsformanden.