ForsideJammerbugtLÆSERBREV: Multihandicappede Vienna står til at miste sin livsnødvendige hjemmetræning

LÆSERBREV: Multihandicappede Vienna står til at miste sin livsnødvendige hjemmetræning

Af Dorthe Godtfredsen Olsen Pedersbækvej 9 9690 Fjerritslev 

Multihandicappede Vienna står til at miste sin livsnødvendige hjemmetræning

Jammerbugt Kommunes forvaltning for børnehandicap vægter ikke bekymringsskrivelser.

Da forvaltningen i sommer lagde op til en markant ændring i Viennas hjemmetræning, fremsendte hendes læge ved Epilepsihospitalet Filadelfia en alvorlig bekymringsskrivelse til forvaltningen: 

“Grundet sin hjerneskade og grundsygdom stresses Vienna lettere og i betydeligt højere grad end raske børn. En ændring i den vanlige hjemmetræning, som hun gennem mange år har haft gavn af, til træning i at sidde i kørestol, forudses at kunne medføre forværring af epilepsien med flere belastende og livstruende anfald. Dette vil udgøre en alvorlig risiko for hendes trivsel, helbred og liv.”

På trods af denne klare og fagligt funderede vurdering skriver forvaltningen den 9. januar 2026 til familien, at man “ikke finder, at epilepsihospitalets udtalelse kan tillægges nogen særlig vægt.”

Den 26. januar 2026 følger endnu en skrivelse fra forvaltningen – denne gang som svar på Foreningen Hjernebarnets henvendelse til kommunalbestyrelsen den 15. januar. 

Her fremgår det at:

“Den foreløbige vurdering, som fremgår af agterskrivelsen er at Vienna ikke længere har behov for hjælp eller særlig støtte.

Det er denne vurdering, der ligger til grund for det påtænkte ophør.”

Foreningen Hjernebarnet har gentagne gange i direkte henvendelse til forvaltningen udtrykt bekymring for den belastning, familien udsættes for, og har blandt andet udtalt:

“Udmattelse er her ikke et forældreproblem, men en systemskabt belastning. Forældrene er ikke udmattede i betydningen ressourcesvage eller ude af stand til at varetage deres børn. Tværtimod er der tale om to forældre, som gennem mange år har udvist høj faglighed, stærke ressourcer og en meget stor omsorgsevne. Det, der slider familien, er ikke børnene, men den kommunale proces og den måde, den er blevet tilrettelagt og udført på.”

Efter min overbevisning er denne sag et alvorligt eksempel på, hvordan en kommunal forvaltning vælger at tilsidesætte specialiserede faglige vurderinger, og i stedet anvender betydelige ressourcer på at fastholde magt, position og beslutninger – frem for at handle i borgerens bedste interesse. 

Når fagmiljøer gentagne gange ignoreres, rejser det et grundlæggende spørgsmål om manglende respekt for faglighed og ansvar.

Sagen dokumenterer med al tydelighed, hvor langt Jammerbugt Kommune er villig til at gå for at tilsidesætte sundhedsfaglige vurderinger og insistere på at vide bedre end de specialister, der burde tillægges størst vægt.

Som medlem af LEV Nordjylland og som borger i Jammerbugt Kommune, er jeg dybt bekymret over udviklingen på socialområdet. Jeg er skuffet over, at kommunen i årevis har prioriteret at modarbejde en familie trods flere underretninger og bekymringsskrivelser direkte til ledelsen og kommunalbestyrelsen, frem for at tage ansvar, udvise faglig respekt og anvende ressourcerne på det, der burde være det oplagte fokus: at skabe tryghed, ro og tillid for et barn og en familie i en yderst sårbar situation.

Jeg efterlyser politisk ansvar. Som folkevalgte kan vi vel forvente at kommunalbestyrelsen griber ind, sætter klare rammer og sikrer, at kommunens ressourcer anvendes til at understøtte familier og faglighed – ikke til at fastholde magt og bureaukratisk overlegenhed… for nuværende står familien sagesløse tilbage, uanset de faglige vurderinger!

1 KOMMENTAR

  1. Hvor er det hjerteskærende læsning. Håber kommunalbestyrelsen tager aktion. Desværre oplever vi samme tendenser i Silkeborg kommune.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER