Bæredygtighedsfestival i uge 42 – har du set det spændende program

Arkivbillede
Print Friendly, PDF & Email

Igen i år bliver der i uge 42 fra 16.-24. oktober 2021 sat fokus på bæredygtighed i Thorupstrand, Hjortdal, Slettestrand og Tranum. Det er 3. år i træk, at der afholdes Bæredygtighedsfestival i området.

Festivalen er et event for hele familien. Programmet er spækket med 86 spændende aktiviteter, der emmer af leg og læring, hvor det hele naturligvis rimer på bæredygtighed og FN’s 17 Verdensmål.


Programmet

Du kan bl.a. tage med på naturløb, guidede vandreture og guidede MTB-ture. Er du til de mere rolige aktiviteter, kan du prøve naturmeditation og yoga. Du kan også komme med ud at ride på islænderheste. Ugen byder derudover på græskar-/halloween-hygge, skattejagt, kunsthåndværkudstilling, en familietur i børnehøjde, ’reparationscafé’ & loppemarked.

I det mere kulinariske hjørne står den bl.a. på et madspildsarrangement, råvaremarked, sanketur, fiskefileteringskursus, vinsmagning og pandekagehygge.

Vil du gerne være kreativ, kan du deltage i bl.a. en workshop, hvor der arbejdes med stumpeglas eller lave smykker af natursten.

Dyk selv ned i hele det spændende program for bæredygtighedsfestivalen her.

-Der bliver også rig mulighed for at lære mere om verdensmålene gennem konkurrencer med ’Skraldekaravanen’ og ’Verdensmål på spil’, hvor hele familien kan være sammen om at løse opgaver, fortæller Jette Haugaard Grønhøj, eventkoordinator i Jammerbugt Kommune.

Arrangøren bag Bæredygtighedsfestivalen er Destination Svinkløv/Slettestrand-Thorupstrand og VisitJammerbugten. Bæredygtighedsfestivalen er en fælles satsning fra det lokale turismeerhverv, som ønsker at udvikle sig til at blive en mere bæredygtig feriedestination, hvor lidt også er et skridt i den rigtige retning.