Hvor blev arbejdskraften af, når Socialdemokratiet nu vil sende flere på deltid?
Af Mogens Bay, Fjerritslev
I flere år har vi hørt det igen og igen: Virksomhederne skriger på arbejdskraft. Politikerne har gentaget budskabet så ofte, at det nærmest er blevet et nationalt mantra. Alligevel præsenterer Socialdemokratiet få dage før valget en vision, de kalder ”Børnetid” – et forslag, der i praksis vil trække flere ud af arbejdsmarkedet.
Partiet har ellers været blandt de største fortalere for, at vi alle skal blive længere tid på arbejdsmarkedet. De har argumenteret for, at vi – af hensyn til samfundsøkonomien – skal arbejde mere, ikke mindre. De var samtidig en drivkraft i afskaffelsen af Store Bededag med netop dét argument: Danmark mangler arbejdskraft, og vi har brug for flere arbejdstimer og derved økonomi.
Derfor undrer det mig, at Socialdemokratiet nu foreslår en ordning, hvor kvinderne kan gå på deltid i en periode, hvis blot de vender tilbage til fuldtid bagefter. I teorien lyder det måske fleksibelt. I praksis risikerer det at skabe endnu større mangel på hænder i virksomheder, der i forvejen kæmper for at rekruttere medarbejdere.
For hvordan skal arbejdsgiverne løse opgaven, når flere ansatte – primært kvinder – går ned i tid? Der skal rekrutteres, ansættes vikarer, lægges nye arbejdsplaner og skabes nye administrative procedurer. Og når medarbejderen så vil tilbage på fuldtid, skal virksomheden garantere en fuldtidsstilling. Det er ikke bare en udfordring – det er et massivt bureaukratisk ekstraarbejde.
Analyser viser desuden, at kvinder, der går på deltid, sjældent vender tilbage til fuldtid, selvom ordningen lægger op til det. Familierne indretter sig efter deltiden, og mange finder ikke motivationen for at øge arbejdstiden igen. Dermed bliver deltiden ikke midlertidig – den bliver permanent. Og så bliver den manglende arbejdskraft ikke bare et midlertidigt problem, men et strukturelt.
Vi står allerede i en situation, hvor velfærden er under pres. Politikerne taler varmt om bedre ældrepleje, stærkere sundhedsvæsen og højere kvalitet i vores uddannelser. Men den virkelighed, vi glemmer i debatten, er, at velfærden finansieres af virksomhedernes værdiskabelse – og af de medarbejdere, der hver dag går på arbejde.
Hvis vi samtidig gør det mindre attraktivt eller mindre nødvendigt at arbejde fuldtid, hvordan hænger det så sammen med ambitionen om at finansiere en stærkere velfærd? Hvor skal de milliarder komme fra, hvis endnu flere trækker sig fra arbejdsmarkedet i de år, hvor vi har mest brug for dem?
Det danske arbejdsmarked har gennem mange år vist, at det faktisk kan lade sig gøre at kombinere familieliv og fuldtidsarbejde – også i de år, hvor børnene er små. Mange arbejdspladser tilbyder fleksible arbejdstider, hjemmearbejde og individuelle aftaler, der netop gør det muligt at få hverdagen til at hænge sammen.
Derfor er mit spørgsmål enkelt:
Hvorfor indføre en ordning, der risikerer at forværre den arbejdskraftmangel, som vi i årevis har kæmpet med – og som kun bliver større i fremtiden?