Apotekerne glædes over udsigten til en digital abonnementsordning på medicin
Regeringen vil afsætte 21,5 mio. kr. til at gøre henstandsordningen på medicin digital, så flere med et stort medicinforbrug og en svag økonomi får mulighed for fordele deres tilskud jævnt hen over året og undgå pludselige store medicinudgifter.
Apotekerforeningen har som en del af Alliancen mod Social Ulighed i Sundhed i flere år arbejdet for at få en digital abonnementsordning på medicin. Derfor er apotekerne på borgernes vegne rigtigt glade for, at det nu lykkes.
Den digitale abonnementsordning betyder, at man fordeler egenbetalingen for tilskudsberettiget medicin i 12 rater a 395 kr. Derved undgår man de pludselige store hop i egenbetaling, som opstår, når tilskuddet én gang om året nulstilles, så man skal betale hele regningen selv.
Man ved, at især borgere med stram økonomi har brug for en forudsigelighed, når det gælder deres udgifter til medicin. Og man ved, at økonomi spiller en væsentlig rolle, når patienter ikke henter deres medicin på apoteket. Derved vil nye ordning fjerne noget af den sociale slagside i det nuværende tilskudssystem og vil være med til at sikre mere lighed i sundhed.
Digitaliseringen betyder, at den nuværende henstandsordning bliver mere fleksibel for brugerne, da man i dag er bundet til ét apotek, ligesom ordningen bliver tilgængelig for flere.
En analyse fra 2023, gennemført i regi af Alliancen mod Social Ulighed i Sundhed, viser, at 13 procent af de adspurgte i løbet af det seneste år har undladt at hente medicin til sig selv eller pårørende. Heraf angiver 42 procent den årsag, at de ikke havde råd.
Apotekerforeningens årlige undersøgelse af danskernes medicinbrug, der gennemføres af Megafon, bekræfter dette. Her svarer 12 procent af op mod 1.000 respondenter, at de har undladt at hente receptpligtig medicin i det forgangne år. Og af dem angiver 64 procent, at årsagen var manglende betalingsevne ved starten af nyt tilskudsår.

