Anne Honoré Østergaard: Venstre sikrer økonomisk ro til nordjyske festivaler

Anne Honoré Østergaard. Nordjysk folketingsmedlem (V).
Print Friendly, PDF & Email

Af MF Anne Honoré Østergaard (V) 

For Venstre har det været vigtigt at sikre, at festivalerne ikke ender med at måtte dreje nøglen om som følge af coronavirussen. Derfor er jeg også glad for, at et bredt politisk flertal efter lange forhandlinger er blevet enige om at spænde et økonomisk sikkerhedsnet ud under sommerens festivaler og større arrangementer.

Venstre har i forhandlingerne arbejdet hårdt for, at de danske festivaler ikke skal frygte, at en eventuel coronaaflysning sender dem i økonomiske ruiner. Det er godt nyt for nordjyske publikumsmagneter som Nibe Festival og Hjallerup Marked, der nu kan fortsætte planlægningen med ro i maven.


Festivaler og store begivenheder har længe manglet vished om, hvorvidt og hvordan de kan slå dørene op for gæster i sommersæsonen 2021. Det er en stor og kompleks opgave at planlægge en festival, og derfor har Venstre længe argumenteret for, at der er brug for en decideret genåbningsplan, hvilket regeringen desværre blankt afviser. Dette til trods for, at man allerede kender til brugbare værktøjer som kviktest og coronapas, og at man regner med, at mange danskere vil være vaccineret til sommer.

Som nordjyde håber jeg inderligt, at vi til sommer både kan tage med familien til Hjallerup Marked og med vennerne til Nibe Festival. Den slags arrangementer har stor betydning for vores lokalsamfund. De styrker den nordjyske sammenhængskraft, og de sikrer beskæftigelse til mange små leverandører og erhvervsdrivende.

Bliver det nødvendigt at aflyse Nibe Festival og Hjallerup Marked, sådan som det skete i 2020, har vi nu sikret, at de under alle omstændigheder har økonomi til at genopstå i 2022. For Venstre har det været afgørende, at danskerne også kan pleje fællesskabet til sommerens store begivenheder, når støvet fra coronakrisen har lagt sig.

Deltag i debatten på Facebook:

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn