Ane indtager Beskæftigelse og Ligestillingsministeriet
Der bliver igen stærk lokal repræsentation fra Jammerbugt Kommune helt tæt på magtens centrum, når Ane Halsboe-Jørgensen nu overtager posten som beskæftigelsesminister og minister for ligestilling i den nye regering ledet af Mette Frederiksen.
Onsdag formiddag blev den nye regering præsenteret på Amalienborg, hvor ministrene efterfølgende blev modtaget af Hans Majestæt Kongen. Med regeringsrokaden får Ane Halsboe-Jørgensen endnu en tung ministerpost i dansk politik.
For mange i Jammerbugt Kommune er Ane Halsboe-Jørgensen et velkendt navn. Hun er født og opvokset i Fjerritslev og er valgt i Brønderslev-kredsen, der dækker både Jammerbugt og Brønderslev Kommuner.
Den nordjyske socialdemokrat har gennem de seneste år været blandt de mest markante profiler i dansk politik og har tidligere bestredet flere centrale ministerposter. Hun har blandt andet været uddannelses- og forskningsminister samt kulturminister.
Ane Halsboe-Jørgensen har flere gange understreget betydningen af at skabe gode muligheder uden for de største byer, og hendes lokale rødder har ofte været en del af fortællingen om hendes politiske arbejde.
Med ansvaret for beskæftigelse og ligestilling får hun nu en central rolle i arbejdet med det danske arbejdsmarked i en tid, hvor både mangel på arbejdskraft, trivsel og tilknytning til arbejdsmarkedet fylder meget i den politiske debat.
Den nye regering, som har fået navnet Mette Frederiksen III, består af ministre fra Socialdemokratiet, Moderaterne, SF og Radikale Venstre.
Senere onsdag vil der være officielle ministeroverdragelser i de enkelte ministerier, hvor de nye ministre formelt overtager ansvaret.
LÆS OGSÅ: Mette Frederiksen danner ny regering – Se de nye ministre her


