Amalie kom på børne- og ungehjem i Brovst som 12-årig – ”Uden Solvang, ved jeg ikke, hvor jeg ville være”
Da Amalie som syvårig mistede sin mor, blev hendes sorg så overvældende, at den førte til en grænsesøgende adfærd, der stillede hendes nærmeste over for en udfordrende opgave. Men på Altidens børne- og ungehjem Solvang i Brovst fandt hun den struktur, ro og omsorg, hun havde brug for.
I julen 2007, da Amalie blot var syv år gammel, faldt hendes mor pludselig om af hjertestop og døde. Med ét blev Amalies liv revet op med rødderne, og hun blev kastet ud i en kaotisk ny virkelighed.
Amalie er blandt de ca. 1 % børn og unge i Danmark, der hvert år bliver anbragt udenfor hjemmet og således ikke bor sammen med deres biologiske forældre. Hendes historie vidner om en vellykket anbringelse på et nordjysk børne- og ungehjem, der i sidste ende blev hendes redning.
Krudt i røven
Efter Amalies mors død overtog hendes moster og onkel forældremyndigheden, da Amalies far aldrig har været en del af hendes liv. Syv år gammel flyttede hun derfor fra barndomsbyen Viborg og ind hos sin moster og onkel og deres to børn i Aalborg. Men sorgen over tabet af sin mor fulgte med og tyngede hende følelsesmæssigt og psykologisk. Belastningen resulterede i en grænsesøgende og ekstrem adfærd, som eskalerede de efterfølgende år.
”Det med at miste min mor, det var en sorg, jeg ikke sådan lige kunne bearbejde selv. Det var nok også derfor, jeg havde så meget krudt i røven og var så grænsesøgende. Det kunne næsten ikke blive vildt nok. Jeg søgte måske et eller andet sted at flygte fra noget.”
Udfordringerne var for store for hendes moster og onkel, som nu var Amalies primære omsorgspersoner, hvilket til sidst førte dem til Familieretshuset. Her blev det aftalt, at det bedste for Amalie var en anbringelse på det, der dengang blev kaldt et ”opholdssted”, og som i dag, i henhold til Barnets Lov, går under betegnelsen ”børne- og ungehjem”.
Brovst, hvor ligger det?
Valget faldt på Altidens børne- og ungehjem Solvang. En klassisk rødstensvilla i to etager på en stille villavej i Brovst med plads til seks børn og unge i alderen 7-18 år.
Afgørelsen var en hård pille at sluge for Amalie, men en beslutning hun ikke ville have været foruden i dag. Som 12-årig, ca. fire år efter hendes mors død, flyttede hun ind på sit nye værelse på børne-og ungehjemmet Altiden Solvang.
”Jeg kan huske, at jeg i starten var megatræt af, at jeg skulle flytte, for jeg kom jo fra et hjem med trygge rammer og venner. Jeg var vant til at være ude hele tiden med mine venner, og det med at blive taget fra ens hverdag, når man ikke var ældre, det var mega hårdt i starten,” siger Amalie, der samtidig husker, hvor træls hun synes det var, når pædagogerne ville bestemme over, hvad hun kunne og ikke kunne. De var jo ikke hendes forældre.
Flytningen betød også et skoleskift og ikke mindst en ny hverdag i en nordjysk landsby, hvor fristelserne ikke ligefrem stod i kø på samme måde som i Aalborg. Men forandringen viste sig at være sund i det lange løb.
”Jeg vidste ikke engang, hvor Brovst var, da vi kørte herop den dag, jeg skulle flytte. Men bare det at tage mig væk fra det jeg var i, det gav mig noget ro på sigt.”
Hjælp til at håndtere følelserne
Udover roen fik Amalie mere struktur og stabilitet ind i sin hverdag, bl.a. ved hjælp af ugeskemaer samt faste mad- og vaskedage.
”Pædagogerne skabte ligesom rammerne for ens hverdag og struktur. Det var virkelig noget, jeg manglede, for det var meget rodet for mig. Så det her med at skabe ro og struktur, det er i hvert fald noget, jeg har taget med mig videre.”
Samtidig lærte pædagogerne hende en række mestringsstrategier til at håndtere og forstå følelser og reaktionsmønstre. Dette indebar at beskrive følelser med ord og at reflektere over de begivenheder, der udløste dem.
”Mestringsstrategierne er noget, man tager med sig helt inde bagerst i hovedet. I dag når jeg får en følelse, så tænker jeg: ”Hvorfor sker det, og hvorfor reagerer jeg som, jeg gør?” fortæller Amalie.
Det bedste var pædagogerne
Til spørgsmålet om hvad der var det bedste ved at bo på Solvang, lyder svaret:
”Det bedste var, at jeg mødte nogle pædagoger, som forstod mig. De mødte mig, hvor jeg var, og de gav mig det, jeg havde behov for, de rammer jeg havde brug for, og det snor jeg også fortjente,” siger Amalie og tilføjer:
”Når jeg havde det dårligt, så var de altid gode til at komme og give et kram. Og hvis jeg ville for mange ting, så var de også gode til at huske mig på, hvor mange ting, jeg havde været ude og lave. Der var nemlig ikke noget, der var nok for mig.”
Som Amalie selv beskriver det, spillede ”FOMO” (”fear og missing out”, red.) en stor rolle i teenageårene. Og den dag i dag er det svært for hende ikke at grine og ryste lidt på hovedet, når hun tænker tilbage på sit yngre teenage-jeg.
”De gange jeg er gået hjem fra skole, hvor jeg er blevet samlet op på vejen og er blevet kørt ned i skolen igen, de kan ikke tælles på én hånd.”
Solvang var et hjem
Selvom Amalie var skeptisk i begyndelsen, faldt hun godt til i Brovst. Hun knyttede nye venskaber og fik fritidsjobs samtidig med, at hun opretholdt et tæt bånd til sin moster og onkel. Og efterhånden som tiden gik, blev Solvang hendes nye base.
”Jeg føler, det var et hjem. Det var ikke bare et opholdssted, som det hed dengang. Det var ikke bare et sted at være. Det var et hjem, og jeg har altid glædeligt taget mine veninder med mig hjem på Solvang,” siger Amalie, der endte med at bo på børne- og ungehjemmet til hun fyldte 18 år.
Men det var først, da hun flyttede fra Solvang og fik det hele lidt på afstand, at det virkelig gik op for hende, hvor glad hun havde været for sin tid der:
”Man skal lige ud og blive voksen, og så rammer det én, – okay, nu står jeg alene, hvad var det nu lige pædagogerne sagde, at jeg skulle gøre,” siger Amalie og tilføjer:
”De har givet mig sindssygt meget omsorg, uden at jeg egentlig var bevidst om det. Det ser man først nu, når man er blevet ældre og ser tilbage på, hvad man kom fra.”
Et godt liv ude på landet
I dag er Amalie et godt sted i sit liv og har slået sig ned i området i et hus, som hun deler med sin kæreste og deres hund.
”Vi bor ude på Lars Tyndskids Mark og har præcis de stabile og trygge rammer, som jeg tog med mig fra Solvang. Og det havde jeg nok ikke haft, hvis jeg ikke havde boet her,” lyder det fra Amalie, mens hun kaster et blik ud i børne- og ungehjemmets hyggelige fællesstue.
Der er ingen tvivl om, at det at være anbragt på Solvang påvirkede de valg og den kurs, Amalie senere tog.
”Da jeg boede på Solvang, ville jeg være ligesom pædagogerne. Jeg ville være pædagog, når jeg blev voksen, og jeg skulle arbejde på et børne- og ungehjem, så jeg kunne gøre en forskel for unge som mig selv,” siger Amalie.
Drømmen om at gøre en forskel for andre mennesker lever stadig hos Amalie, men i stedet for at blive pædagog faldt valget på ergoterapeutuddannelsen.
”Med den uddannelse kan jeg komme ud og gøre en forskel for folk og give dem noget livskvalitet. Alle fortjener en meningsfuld hverdag og en mening med livet,” siger Amalie, der selv er dybt taknemmelig for den hjælp, hun modtog som barn og ung teenager på Altiden Solvang.
”Jeg er virkelig et godt sted i mit liv i dag, som jeg aldrig havde troet, at jeg skulle komme til. Uden stedet her, ved jeg faktisk ikke, hvor jeg ville have været i dag,” afslutter Amalie.
