Nyt samarbejde: Politiet i Nordjylland tilbyder akut sorghjælp til forældre, der mister et barn
Fra 1. februar kan politiet i Nordjylland og flere andre politikredse tilbyde forældre, der mister et barn, hurtig og specialiseret sorgstøtte gennem et nyt samarbejde med Dansk Center for Familier & Sorg.
Når forældre modtager den værst tænkelige besked om, at deres barn er død, står de ofte tilbage i chok og dyb sorg. Nu skal et nyt pilotprojekt sikre, at de hurtigt får professionel hjælp.
Fra 1. februar indgår politikredsene i Østjylland, Nordjylland, Sydøstjylland og Københavns Vestegn et samarbejde med Dansk Center for Familier & Sorg. Ordningen betyder, at forældre, der mister et barn eller en ung under 25 år, fremover kan blive tilbudt akut sorgterapi og terapeutisk støtte inden for 48 timer efter dødsfaldet.
Hvis dødsfaldet sker eksempelvis i forbindelse med en ulykke, og politiet skal underrette forældrene, kan betjentene tilbyde, at forældrene bliver kontaktet telefonisk af Dansk Center for Familier & Sorg.
En håndsrækning i en uoverskuelig situation
Ifølge politiinspektør René Raffo fra Østjyllands Politi er formålet at give forældrene en konkret og hurtig hjælp i en ekstremt svær situation.
– At få at vide, at man pludseligt har mistet et barn, er den mest frygtelige besked, man kan få. Det er en enorm sorg og et chok, som rammer de forældre, som vores betjente skal ud at underrette. Vi synes, det er en god håndsrækning i en uoverskuelig situation, at vi nu kan sørge for, at forældrene kan få hjælp inden for to dage, og at de ikke selv skal tage initiativ, siger René Raffo på vegne af de fire deltagende politikredse.
Også en hjælp til politiet
Tiltaget skal ikke kun hjælpe de berørte familier, men også politiets medarbejdere, som ofte står i en meget belastende situation.
– Det er på alle måder en svær opgave at fortælle en forælder, at deres barn er gået bort. Med den nye ordning har vi en mulighed for at sørge for hjælp med det samme og ikke have samme følelse af at efterlade forældrene uden at kunne tilbyde akut støtte, siger politiinspektøren.
Hurtig støtte gør en forskel
Hos Dansk Center for Familier & Sorg ser man også store fordele ved det nye samarbejde.
– Vores erfaring viser, at de forældre, som klarer sig bedst i sorgen, er dem, der bliver grebet med professionel og specialiseret hjælp med det samme. Det er utrolig vigtigt, at støtten kommer hurtigt, så forældrene ikke står alene i den første, mest kaotiske tid, siger direktør i Dansk Center for Familier & Sorg, Birgitte Sofia Horsten.
Hun fremhæver samtidig, at samarbejdet giver politiet et konkret redskab i mødet med de ramte familier.
Pilotprojekt kan blive udbredt
Ordningen er i første omgang et pilotprojekt og vil løbende blive evalueret. På sigt er det planen at vurdere, om samarbejdet kan udbredes til flere politikredse.
I praksis fungerer ordningen sådan, at betjentene spørger forældrene, om de ønsker at blive kontaktet af en terapeut. Hvis forældrene samtykker, udfylder betjentene et elektronisk skema, hvorefter Dansk Center for Familier & Sorg kontakter forældrene telefonisk inden for 48 timer.





