Afklaring på 2. Division: Seks slutspilskampe venter Jammerbugt FC

Foto: Thomas Jansen Jammerbugt FC
Print Friendly, PDF & Email

Divisionsforeningen har på et rækkemøde med de 24 klubber besluttet, at der spilles 6 runder mere i 2. Division for at afslutte sæsonen på det bedst mulige grundlag. Klubber, der er med i kampen om op- og nedrykning, får mulighed for at møde de direkte konkurrenter.

Divisionsforeningen har i går meddelt følgende beslutninger for 2. Division:


– Genstarten af sæsonen sker senest onsdag den 17. juni – eventuelt allerede i weekenden i uge 24, og sæsonen afsluttes den 5. juli efter seks spillerunder
– Med basis i en fastlåsning af grundspillet efter 17 runder, og klubbernes hidtil opnåede point/mål, dannes op- og nedrykningspulje med 12 hold i hver pulje. Her spiller alle klubber seks kampe – tre hjemme og tre ude – mod de seks klubber, man ikke har mødt i grundspillet.  
– Hvis 2. Division ikke bliver en del af genåbningsfase 3 (senest fra 8. juni), slutter sæsonen uden yderligere kampe
– Uanset hvor mange kampe, der spilles i sæsonen, fastholdes fem nedrykkere og en oprykker


Jammerbugt FC i oprykningsslutspil
Der er indtil nu spillet 17 kampe i 2. Division, og her har Jammerbugt FC skrabet 23 point sammen, hvilket rækker til en 6. plads.

Det betyder, at Jammerbugt FC ryger med i oprykningsslutspillet, hvor de kan se frem til 6 kampe mod hhv. FC Helsingør, Vanløse, Brønshøj, HIK, Frem og Avarta.

Sportslig fairness kan ikke opretholdes
I den nuværende force majeure situation kan sportslig fairness ikke opretholdes på alle parametre, lyder det fra Divisionsforeningen.

Ovenstående løsning gør dog, at klubber, der er med i kampen om op- eller nedrykning, får flere kampe til at opnå sit mål, herunder mulighed for at møde de direkte konkurrenter i slutfasen.

Divisionsforeningens administration har ikke mandat til at suspendere nedrykning eller vedtage en løsning, der medfører, at der vil være et andet antal hold i 2. Division næste sæson end de 24, der følger af turneringspropositionerne. Det vil i givet fald kræve mindst 75% tilslutning fra klubberne jf. Divisionsforeningens vedtægter, og herefter vil Divisionsforeningens bestyrelse skulle behandle et forslag, som også DBU ville skulle godkende.

”Vi ønsker ikke at lukke en turnering ned med det ene argument, at der ikke kan sikres 100% fairness hele vejen rundt. Det kan vi ikke, når vi er ramt af force majeure, og vi har fået et mandat til at finde en løsning, der bedst muligt sikrer, at turneringen afsluttes med flere kampe,” udtaler direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen.

“Meget tyder på, at 2. Division kan genstarte under genåbningsfase 3 (senest fra 8. juni), herunder med støtte fra vores sundhedsprotokoller og under forudsætning af, at vi fortsat følger myndighedernes anvisninger. I det perspektiv ser vi det som vores fornemste opgave, at klubber og spillere igen får mulighed for at spille turneringsfodbold. Med 30 dage til den første kamp vurderer vi, at det er praktisk muligt for alle. Er det ikke muligt at spille kampe i 2. Division, som senest en del af genåbningsfase 3, afsluttes turneringen uden yderligere kampe. Beslutning om op og nedrykning tages i givet fald, hvis det bliver aktuelt,” siger Claus Thomsen.