Afgifter!

Henrik Buchhave, Folketingskandidat for Venstre i Nordjylland
Print Friendly, PDF & Email

Afgifter!

Af Henrik Buchhave, Folketingskandidat for Venstre i hele Nordjylland

Skatter og afgifter har aldrig været ord, der klinger særligt kønt i mine øre. Grundlæggende mener jeg at pengene har det bedst i borgernes lommer. Men de borgere som af den ene eller anden årsag ikke kan klare sig selv, dem skal samfundet selvfølgelig hjælpe til at få et anstændigt liv, så skatteindtægter kan ikke undværes

Så har forskellige regeringer indført afgifter på mange ting. En del af disse er så indført, i et forsøg på at få borgerne til at ændre adfærd. F.eks. tobaksafgiften, som skal afholde især unge fra at begynde med rygning. Dette er gjort, da rygning koster mange liv og er en dyr samfundsopgave. Men det er stadig en afgift, og afgifter har en tendens til at ramme andre end dem samfundet ønsker.

På samme måde har jeg det med den CO2 afgift, som et flertal ønsker at indføre overfor landbruget.

Jeg er helt enig i, at der skal gøres en indsats for klimaet, men det må ikke ske ved at sende arbejdspladser ud af landet. Partierne længst ude på venstrefløjen ønsker at udfase landbruget, især køerne har man set sig vrede på. Konsekvensen af det vil være, at man ikke kan købe et glas dansk mælk mere! Men hvad hjælper det klimaet, hvis vi i stedet importerer mælk fra udlandet?

Det vil være klogere, at vi i stedet investerer penge i en omlægning af den danske fødevareproduktion, så bliver arbejdspladserne her i landet, og vi hjælper samtidig klimaet. Og vi kan efterfølgende hjælpe dem der ikke selv har penge til nødvendige investeringer.