Ægte vilje og evne til samarbejde?

Morten Grønborg Larsen
Morten Grønborg Larsen, Formand Venstre i Jammerbugt
Print Friendly, PDF & Email

AF Morten Grønborg Larsen, Formand Venstre i Jammerbugt

Ægte vilje og evne til samarbejde?

I lørdagens udgave af Nordjyske kan man læse en artikel om Merete Fuglsang Hansen, hvor hun påstår at hun er blevet smidt ud af DF og V gruppen.


Jeg, og gruppen, har dog en helt anden opfattelse af virkeligheden. Det må nemlig være sådan, at hvis man skal være med i en gruppe, så forventes det at man udviser et minimum af loyalitet overfor gruppens medlemmer og de beslutninger gruppen bliver enige om.

Man behøver ikke være enige om alt i en gruppe, men man kan ikke gentagene gange nedgøre gruppens medlemmer offentligt, herunder sympatisere med andre, der tilsvarende nedgør gruppens medlemmer.

Når man også offentligt undsiger flere af de beslutninger, der er taget i enighed på gruppemøder, ja så bliver det endog meget svært at få et troværdigt og tillidsfuldt samarbejde til at fungere.

Ved at agere på den måde viser man i både ord og handling, at man ikke ønsker, eller evner, at være en del af det fællesskab og den loyalitet, som er grundlaget for samarbejdet i en sådan gruppe.

På den måde har Merete Fuglsang Hansen reelt set selv meldt sig ud af gruppen med DF og V, hvor hun ellers blev budt velkommen efter kommunalvalget i 2017.

Af artiklen kan vi videre forstå Merete Fuglsang Hansen nu er glad for at stå alene og åbenbart bedre er istand til, at give udtryk for sine egne politiske holdninger.

Af liste T udmeldinger i valgkampen kan vi samtidigt forstå, at der er noget helt galt i Jammerbugt, noget der skal repareres – især er de økonomiske dispositioner åbenbart helt forkerte.

Så på det område måtte vi forvente, at Merete Fuglsang Hansen ville benytte sin nyvundne frihed, ville markere sin store utilfredshed med det hun kalder roseklubben – kommunalbestyrelsen. Senest kan vi imidlertid konstatere at hun har stemt for budget 2022, præcis som alle øvrige medlemmer af kommunalbestyrelsen.

Mon vi nogensinde finder ud af hvad Merete Fuglsang Hansens politiske projekt egentlig går ud på?

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn