ForsideBlokhusÅrsregnskab: Stor gæsteopbakning sikrer tilfredsstillende 2024-resultat i Fårup Sommerland

Årsregnskab: Stor gæsteopbakning sikrer tilfredsstillende 2024-resultat i Fårup Sommerland

Årsregnskab: Stor gæsteopbakning sikrer tilfredsstillende 2024-resultat i Fårup Sommerland

Trods uforudsigeligt sommervejr har 650.304 gæster besøgt Fårup Sommerland i løbet af 2024. Det høje antal besøgende er derfor også medvirkende til, at Fårup Sommerland realiserer et tilfredsstillende 2024-regnskab med et overskud på 9,6 mio. kr. før skat. Forlystelsesparken har netop taget hul på en stor jubilæumssæson, som bl.a. byder på indvielse af parkens nye, enorme indgangsområde samt et program spækket med jubilæumsfejring.  

Fårup Sommerland kan glæde sig over endnu et år med mange besøgende i 2024. Her lagde hele 650.304 gæster nemlig vejen forbi Fårup Sommerland, og parken kan derfor se tilbage på en sæson med det fjerdestørste besøgstal nogensinde. Parkens populære Høstfest og Lysfald-koncept tiltrak alene hele 103.344 gæster, hvilket er det højeste besøgstal, Fårup Sommerland nogensinde har målt i forbindelse med de populære efterårsevents og dermed oktober måned. 

Det høje antal besøgende danner dermed også grundlag for et tilfredsstillende 2024-regnskab, hvor Fårup Sommerland kan præsentere et overskud på 9,6 mio. kr. før skat. Det er ca. 3,5 mio. kr. lavere end året før, hvilket blandt andet skyldes en våd dansk sommer samt fortsat mangel på norske turister. Fårup Sommerlands omsætning for 2024 landede på 178 mio. kr., hvilket er en fremgang på ca. 5 mio. kr. sammenlignet med 2023, hvor parken oplevede det næsthøjeste antal besøgende med hele 664.803 gæster.

Både bestyrelse og ledelse i Fårup Sommerland udtrykker tilfredshed med resultatet og sæsonen som helhed:

– Trods en mindre tilbagegang i årets resultat er det med tilfredshed, at bestyrelsen ser tilbage på den forgangne sæson og de investeringer, der er foretaget i parken de seneste år. Produktudviklingen og den generelle atmosfære i Fårup Sommerland har vist sig at være afgørende for det høje gæstetal for parken gennem en årrække og for områdets øvrige turismeindustri. Samtidig noterer vi os, at endnu en udfordrende juli måned med store mængder nedbør og generelt færre norske turister i Danmark også sætter sit præg på regnskabet, når vi sammenligner med foregående år, udtaler Ole Mølgaard, bestyrelsesformand i Fårup Sommerland. 

Adm. direktør i Fårup Sommerland Niels Jørgen Jensen supplerer: 

Vi er meget taknemmelige for den opbakning, vi har mødt fra gæsterne gennem 2024-sæsonen. Selvom sommervejret igen sidste år viste sig fra den lunefulde side, har rigtig mange nordjyder og turister fra både ind- og udland tilbragt tid i Fårup Sommerland, og vores gæstetilfredshed ligger på et fortsat højt niveau. Det er vi utroligt stolte over, og det kan i høj grad tilskrives vores samlede hold af medarbejdere, som endnu en gang har leveret en gæsteservice udover det sædvanlige, siger direktøren. 

Fra forlystelsespark til samlet destination
Fårup Sommerland tog hul på 2025-sæsonen den 14. april, og det bliver en helt særlig en af slagsen. Parken kan nemlig fejre 50-års jubilæum i år, og det bliver blandt andet markeret med indvielsen af et helt nyt indgangsområde til Fårup Sommerland, der kommer til at løfte gæsteoplevelsen i parken markant. Den nye indgang er et nyt, stort område og strøg, der blandt andet rummer en ny café, flere nye butikker og ikke mindst Fårups eget ismejeri Brogården. Fårup Sommerland har desuden udvidet parkens overnatningskapaciteten forud for 2025-sæsonen med ni nye glamping-telte. 

Det udgør en hjørnesten i vores strategi, at vi geninvesterer vores overskud i parken og dermed sikrer, at parkens aktivitets- og overnatningstilbud fortsat fremstår spændende og attraktiv for de mange gæster, der hvert år besøger Fårup Sommerland, siger Niels Jørgen Jensen og uddyber:

Fårup Sommerland bevæger sig i stigende grad fra at være en forlystelsespark til at være en samlet oplevelsesdestination, hvor vi kan tilbyde vores gæster både korte og længere ophold. Her vil parken og vores forlystelser altid være kerneoplevelsen, men den helt særlige Fårup-oplevelse udfolder sig også i vores overnatningstilbud, så man som gæst vil få en helstøbt oplevelse i Fårup Sommerland. Det forventer vi os meget af den kommende sæson og i fremtiden. 

Fårup Sommerlands officielle jubilæumsdag er lørdag den 21. juni, hvilket markeres med en stor jubilæumsfest for alle parkens ansatte gennem de sidste 50 år. 

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER