Øland Sildelaug: Årets Sild 2025
De ansatte og alle de frivillige, som arbejder og hjælper til i forbindelse med aktiviteterne på Ønskeland, er af Øland Sildelaug tildelt titlen Årets Sild 2025.
Oldermand Peter Kvist tildelte Ønskelands ansatte og frivillige den fornemme hæder ved en sammenkomst på Ønskeland. Med hæderen fulgte et diplom, der vil være synligt for gæsterne på Ønskeland.
- Vores valg af jer som Årets Sild 2025 begrunder jeg i den fantastiske indsats for ”ramte familier”, som får rigtig mange gode oplevelser hos jer og på vores skønne Øland, fortalte Peter Kvist.
- Øland Sildelaug påskønner også, at I med jeres virke er med til at promovere Øland på den allerbedste måde.
Ønskelands daglige leder, Camilla Bundgaard, takkede for tildelingen og gav straks roserne videre til de ansatte og de frivillige.
Fakta om Ønskeland
Ønskeland, Hammershøj 29, Øland, 9460 Brovst
Et pausehus for alvorlig og kronisk syge børn og deres familier
Når et barn rammes af sygdom, ændres livet – ikke blot for barnet, men for hele familien.
Ønskeland tilbyder rekreative ophold for alvorligt og kronisk syge børn og deres familier. Et ophold i Ønskeland er en pause fra hverdagen med ro, tid og nærvær til familien.
Opholdene er af 4 dage, og er gratis for familierne. Hver uge byder Ønskeland velkommen til mellem 4 og 9 familier fra hele landet. Ønskeland er et unikt tilbud bl.a. fordi, et ophold giver familierne mulighed for at møde andre sygdomsramte familier på tværs af diagnoser.
Ønskeland ligger i rolige og naturskønne omgivelser på Øland i Nordjylland.
Ønskelands fokus er rettet mod alvorligt og kronisk syge børn og deres familier, og hver uge ankommer 6-8 nye familier til et gratis ophold i Ønskeland. I Ønskeland får familierne en pause fra hverdagen, ro og nærvær og muligheden for et netværk med ligesindede. Til det formål er såvel bygningerne som beliggenheden ganske ideel. Stedet udstråler en udpræget ro, og er placeret tæt ved en af Nordjyllands smukkeste skove, samt en fin udsigt over Limfjorden. På den baggrund er der gode forudsætninger for at tilbyde den rekreation, som er hele formålet med Ønskeland. Der tilbydes hvert år ca. 250 familier med et alvorligt sygt barn et gratis ophold i Ønskeland.
Ønskeland drives af en lille organisation bestående af 6 medarbejdere med en arbejdstid svarende til 4 årsværk. Derudover er der tilknyttet en række frivillige som varetager en meget vigtig rolle i forbindelse med gennemførelse af de mange aktiviteter, som gæsterne tilbydes under et ophold i Ønskeland. Det overordnede ansvar varetages af en frivillig bestyrelse bestående af 7 personer.
Driften i den selvejende institution Ønskeland finansieres udelukkende via donationer fra velgørende fonde, virksomheder og private. De samlede omkostninger til dækning af husleje, personale, fortæring og alle øvrige driftsudgifter udgør ca. 4 mio. kr. om året. Hele konceptet er baseret på et non-profit princip. Der er en god økonomistyring i organisationen og driften i Ønskeland har på intet tidspunkt været underskudsgivende.


