Årets Kulturpris blev i dag uddelt i Jammerbugt Kommune

Formand for Fritid-, Kultur- og Landdistrikter i Jammerbugt Kommune Helle Bak Andreasen og Årets Kulturprismodtager Karsten Højen Foto: Privat
Print Friendly, PDF & Email

Årets Kulturpris blev i dag uddelt i Jammerbugt Kommune

Årets Kulturpris blev søndag den 8. oktober 2023 uddelt på Tranum Strandgård. Til at overrække prisen til vinderen af den fornemme pris var formand for Fritid-, Kultur- og Landdistrikter i Jammerbugt Kommune Helle Bak Andreasen.

At Udvalgsformanden brænder for det mangfoldige fritid- og kulturliv i Jammerbugt Kommune kom tydeligt til udtryk i hendes tale i forbindelse med offentliggørelsen af vinderen af Årets Kulturpris 2023.

Formand for Fritid-, Kultur- og Landdistrikter i Jammerbugt Kommune Helle Bak Andreasen Foto: Privat

I sin tale sagde Helle Bak Andreasen:

Tusind tak for den store opbakning til en søndag eftermiddag på vores fantastiske Strandgård. Og det efter en uge i hæsblæsende tempo. Kulturugen har jo netop været en uge, hvor jeg uden at få streger i panden, kan sige at der HAR været noget for enhver smag. – Børn, unge og alle vi andre. 

Nogle dage har det været særdeles svært at vælge, hvilket arrangement man skulle gå til – dejligt og det cementerer jo bare, at vi har SÅ meget at byde på i Jammerbugt – og vise frem. En stor tak til alle, der på hver sin måde har bidraget. Når man løfter i flok og alle byder ind med hver deres kompetencer, så kommer der jo glimrende resultater. Sommetider tror jeg, det er vigtigt netop at få synliggjort, hvad vi rent faktisk kan byde på – både for os selv i Jammerbugten og udadtil.

I år har vi haft flere rigtig spændende arrangementer om vores lokale kulturarv i ugens løb. Blandt andet lokale vikingeudgravninger i Hune, og fernisering på udstillingen med billedkunstner Lene Rasmussens værksted, som nu bliver en permanent del af udstillingen i Egnssamlingen i Saltum. Det glæder mig meget, at vi også har kulturhistorie med i Kulturugen.  

Så fra min side er det bare at sende en kæmpe stor tak til alle, der på hver sin måde har bidraget – I gør alle en forskel i vores kulturliv – både igennem årets løb og i vores kulturuge.

Og nu skal vi til at uddele dette års Kulturpris! Og det er til en person, der har ydet en bemærkelsesværdig indsats med kunst og kultur i hjertet og med gode formidlingsevner. En person, der er igangsætter og inspirator og som har sat gang i kunstneriske og kulturelle aktiviteter.

Det var jo kriterierne for at komme i betragtning til Kulturprisen, men hvad er det, der gør årets Kulturpris Modtager til noget helt særligt?

Jo, nu skal I høre:

Årets prismodtager er meget engageret, meget kreativ og fuld af mange og rigtig gode ideer til hvordan kunst og kultur kommer til os i Jammerbugt Kommune på en måde, som vi kan lide. Derfor deltager vi gerne i påfundene både som publikum og som frivillige og som samarbejdspartnere. 

Der er ingen tvivl om, at årets prismodtager har kunst og kultur i sit hjerte og har haft det i mange år. Sammen med kunst og kultur har vores prismodtager også børn og borgere, som måske er i kanten af det almindelige samfund i sit hjerte. 

Alle har en plads og alle fortjener kunst og kultur med kvalitet og at være med i det fællesskab, som kunst og kultur kan skabe.

Vores prismodtager er en igangsætter med et kæmpe netværk, som han – ja, det er en han – bruger til at få – ofte enestående – kunstneriske oplevelser til Jammerbugt Kommune. Han bruger sin mangeårige professionelle erfaring som kulturel ildsjæl, til glæde for os nu.

Ja, nu har I nok gættet, at det er Karsten Højen, som er årets Kulturprismodtager.

Og kære Karsten, det er utroligt velfortjent, at du får Kulturprisen. Du har i mange år beriget os med skæve, skønne, sjove og dejlige kulturoplevelser. Og netop kulturoplevelser, der rører os i hjertet . Global Garden på Skovsgaard Hotel er blevet en institution der hører sommermånederne til. Senest er Sommersang på Bratskov kommet til og hvilket skønt arrangement, det er. Og dine Galleri-koncerter her på Tranum Strandgård – du er simpelthen så god til at se, hvad der kan komme til at fungere og du får det til at ske bl.a. qua dine organisatoriske evner og dit kæmpe netværk af kunstnere, der selvfølgelig gerne vil tage turen til Jammerbugt, når det nu er dig, der spørger.

Jeg tænker at Store Kassa  – Karsten Højen – er berømt i hele Danmark. Jeg glemmer aldrig da vi for mange år siden og pigerne var små, var på camping på Fyn hvor vi blev vækket af en særdeles irriterende speakervogn der annoncerede, at Store Kassa kom på besøg senere på dagen. Det var en ting – men det der var det gode – og varme i det  var -at Pernille og Astrid spurgte om det var ”vores” Store Kassa. Og det var det jo. Og det tror jeg faktisk er din force. Du kan få mennesker til at føle sig tæt på – forbundet. Du får børn – og vi andre – til at føle sig vigtige, fordi du altid er nærværende og tilstedeværende. Ja – man kan mærke og føle, at det er noget, du vil og brænder for.

Og hvad hjertet er fyldt af – ja det har man jo med at give videre. Og man kan mærke at dit hjerte oprigtigt banker for kunst og kultur og dit hjerte banker for at formidle det – give det videre. Du har en stor evne til at arrangere ting– og ikke mindst engagere mennesker omkring dig. Og det tror jeg er fordi, man kan mærke dit eget store engagement – og engagement har det jo med at smitte. Så fortsæt endelig med det.

Afslutningsvis har vi to jo stadig et projekt, som vi skal have kørt af staben inden vi ikke har magt og agt til det længere. Hvem husker ikke Ali Babas karavane er på vej hen til dig…..? – alle i Kulturkantens styregruppe (som er alle kulturudvalgsformænd i Regionen) husker det tydeligt og det er lige før jeg er Fru Ali Baba – for jeg nævner det  nærmest hver gang, at vi har møde, for det er da et projekt på tværs i alle kommuner der netop har sat sig spor.

Og det er jo det, som vi er her for – for at få kulturen ud – og sat spor i os som mennesker. Vi må se om det lykkes på et eller andet plan. 

Men en konklusion er i hvert fald at du, kære Karsten HAR sat dig spor. Du har sat dig spor i generationers hjerter  – du har sørget for at Kulturen har rykket ud, så den netop er tilgængelig for alle. Og det er vigtigt og noget, vi som kommune værdsætter utrolig meget og prøver virkelig at arbejde for – hver eneste dag. Så også her har vi et godt samarbejde.

Du skal vide, at du er en værdsat kulturperson i vores kommune – og bliv meget gerne ved med at finde på og berige os, som du har gjort i mange år.

Et stort og hjerteligt tillykke med Kulturprisen 2023.

LÆS OGSÅ: De løb med værktøj og mørtelblander – Har du set noget?