Trine er kåret som Aabybros dejligste mor
I dagene op til Mors dag har mange været forbi Imerco i Aabybro for at nominere deres fantastiske mødre. Blandt de mange rørende historier var personalet dog ikke i tvivl om, at det var Trine Krogsgaard, der fortjente den flotte titel som ”Aabybros dejligste mor”.
I dagene op til Mors dag summede Imerco i Aabybro Centret af liv og kærlighedserklæringer, da byens borgere strømmede til for at nominere deres mødre til titlen som ”Aabybros dejligste mor”. Blandt de mange rørende fortællinger skilte én sig dog særligt ud – og det blev derfor den omsorgsfulde Trine Krogsgaard, som løb med titlen. Det var Trines datter, Katrine Krogsgaard, der indsendte den vindende nominering og satte ord på en mor, der hver eneste dag gør en forskel for dem omkring sig.
I sin nominering beskriver Katrine en mor, der altid er der for andre og gør utrolig meget for familien uden at forvente noget igen.
”Jeg indstillede min mor, fordi hun altid er der for alle omkring sig og gør utrolig meget for vores familie uden at forvente noget igen. Hun spreder omsorg, varme og overskud, og jeg synes virkelig, hun fortjener at blive anerkendt for det,” fortæller Katrine.
Ifølge Katrine er det særligt hendes mors varme og omsorg for andre, der gør hende helt særlig. ”Det bedste ved min mor er hendes kærlige og omsorgsfulde måde at være på. Hun får alle til at føle sig set og velkomne, og man kan altid regne med hende. Hun er min superhelt, fordi hun altid redder dagen, når den ser tabt ud,” afslutter Katrine.
Udover titlen som ”Aabybros dejligste mor” modtog Trine også den fine Mor-kop fra Royal Copenhagen.


