Aabybro Idrætsforening fylder 100 år

Foto: AAIF Fodbold.
Print Friendly, PDF & Email

I dag fylder Aabybro Idrætsforening 100 år.

Klubben havde håbet at fejre dagen med en reception, men det har corona-situationen sat en stopper for.


”Vi havde set frem til, at vi i dag skulle have fejret vores forening på bedste vis, med reception samt liv og glade dage både i klubhuset samt på banerne. Desværre tillader omstændighederne ikke, at vi for nærværende kan fejre dette skarpe hjørne,” skriver foreningen på deres Facebookside og fortsætter:

”Vi har dog, i dagens anledning, hejst flaget på denne fantastiske solskinsdag, og vi vil opfordre mange til, når de evt. (måske lidt nostalgisk) i dagens anledning, svinger forbi Viaduktvej, eller måske kører på omfartsvejen, at tænke på alle de dejlige stunder som de har haft i denne fantastiske forening.”

Foreningen afslører desuden, at der er flere arrangementer på tegnebrættet i jubilæumsåret, men at det grundet omstændighederne med corona-virus er usikkert, hvad der kan føres ud i livet.

”Vi har flere tiltag på tegnebrættet i dette vores jubilæumsår, men i øjeblikket er det, som vi alle naturligvis godt kan forstå, meget usikkert hvilke arrangementer som vi lykkes med at gennemføre.”