Nordjyllands Politi har inden
for kort tid fået flere sager, hvor unge mennesker redigerer elektronisk i
deres pas for at få adgang på diskoteker og barer i det nordjyske natteliv. Men
det er faktisk dokumentfalsk, en alvorlig forbrydelse, hvor man risikerer
frihedsstraf…
.
Af Klaus Hansen
Sådan lyder advarslen fra politikommissær Casper Jacobsen fra Nordjyllands
Politi.
Sagerne handler om, at de unge mennesker, der er under 18 år, redigerer
elektronisk i årstallet på et billede af deres pas – som de så anvender som
”dokumentation” for at få adgang til et diskotek i nattelivet.
Og det vurderer Nordjyllands Politi altså som dokumentfalsk. Det er en alvorlig
sag at ændre i identitetspapirer, som fx et pas – og det udløser som
udgangspunkt et frihedsstraf.
”Og så giver det en plet på straffeattesten, der kan have negativ betydning for
ens fremtid, fordi man for eksempel ikke kan få et job,” siger politikommissær
Casper Jacobsen, der understreger, at dokumentfalsk er en kriminalitetsform,
som politiet har fokus på.
Nordjyllands Politi har fra 5. januar – 20. januar 2019 haft otte af sådanne
sager – alle sager, hvor unge mennesker forfalsker deres fødselsår.
”Vi tager dem alvorligt, for man skal kunne stole på troværdigheden af
dokumenter. Det er vigtigt for tilliden i det danske samfund,” siger Casper
Jacobsen.
Politiet er ligeledes i dialog med repræsentanter fra restaurationsbranchen
omkring denne problemstilling.