ForsideAabybroMexico kommer til Aabybro

Mexico kommer til Aabybro

Fra mandag d. 3. februar til d. 6. maj udstiller Rey Morales fra Oaxaca i Mexico på VUC, Teknologiparken 1 i Aabybro.

Rey Morales er 38 år. Han besøgte første gang Danmark i 1998. Da kom han med en teatergruppe bestående af 14 gadebørn fra Oaxaca inviteret hertil af organisationen Tinku hjemmehørende i Aalborg. Dengang rejste gruppen rundt i Danmark til folkeskoler, ungdoms-og efterskoler, kulturhuse, etc og optrådte med deres stykke om at være gadebarn i Mexico.


Rey har været gadebarn siden han var 7-8 år. Han arbejdede på gaden med at sælge tyggegummi, at vaske bilruder i gadekryds, at puste ild på torve og pladser og med at bære tunge ting på markedet, – ingen af delene arbejde for børn. En lokal ildsjæl satte sig for at hjælpe gadebørnene. Han organiserede forskellige workshops med mulighed for at lave forskelligt kreativt arbejde, og her begyndt Rey både at tegne/male, at spille guitar og spille teater.

Hans kontakt fra hans første besøg i Danmark gav ham få år senere mulighed for at komme tilbage hertil, – til Odense hvor han blandt andet boede, studerede og arbejdede på Jens Galshiøts Galleri. Her fik han første halvdel af sin ”kunstskoleuddannelse” har han tidligere udtalt, og han er kommet tilbage dertil i adskillige perioder i de efterfølgende år. I dag har han eget atelier hjemme i Oaxaca og lever af sin kunst.

”Da jeg hørte nærmere om, hvad VUC står for, sagde jeg straks ja til at udstille der.”
”Da jeg hørte, hvad VUC står for, takkede jeg straks ja til invitationen om at udstille der. Min baggrund som gadebarn fra jeg var 7-8 år, og til hvor jeg står i dag, skyldes i meget høj grad, at der var nogen, der så mig og hjalp mig videre. Jeg har forstået, at VUC giver rammer og undervisning til en målgruppe delvist bestående af kursister, der også har haft nogle udfordringer at slås med i den første del af deres liv, men som nu der får en mulighed for at blive set og hjulpet videre”.

Rey Morales udtaler videre: ”Mine oliemalerier, som udstilles på VUC, af dyr, landskaber og mennesker er min måde at udtrykke det tætte forhold, som vi mennesker har til naturen, – eller måske i virkeligheden hvor langt vi er fra den. Jeg maler det, jeg ser og har erfaret i mit liv. F.eks. har børn, der lever på gaden, meget til fælles med det liv vilde dyr lever. Sådan som vi i dag behandler naturen, behandler vi også ofte hinanden. Begge dele er lige dårligt, men både natur og mennesker har også stor skønhed. Vi må holde fokus på at passe på hinanden.
Vi glæder os til at byde jer velkommen, hvis I kigger indenfor i løbet af perioden, hvor udstillingen er på VUC

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER