I forbindelse med det gennemgribende fornyelsesprojekt i Aabybro midtby og Aabybrocentret, bliver der i første etape bygget 56 nye lejeboliger og 31 ejerboliger. Anden etape forberedes senere i år.
Aabybrocentret kommer til at rumme 41 af de nye lejeboliger og 16 ejerboliger i byen. Kommunalbestyrelsen har netop godkendt anskaffelsessummen for boligerne, som bliver fordelt på 29 familieboliger og 12 ungdomsboliger.
I 2021 kommer der også 15 lejeboliger til i området, hvor det tidligere posthus lå. Her bliver opført et nyt byggeri i fire og fem etager med boliger fra førstesalen og op.
Lejeboligerne i centret etableres på førstesalen af butiks- og erhvervslokaler, og kommer til at ligge ovenpå nr. 1A, 1B, 4A, 4B og 6.
Lejeboligerne bliver fordelt på seks 4-værelses boliger på 110 m², to 4-væresles boliger á 103 m², seks 3-værelses boliger á 97 m², ni 3-værelses boliger på 96 m², seks 3-værelses boliger på 92,5 m² og 12 ungdomsboliger på 50 m². Det er Nørresundby Boligselskab, der står for byggeriet af de almene boliger.
I byggeriet på Posttorvet, etableres der på første salen 15 almene boliger med et gennemsnitsareal på 87 m² pr. bolig. Boligerne får 3 værelser. Det er Tom Jacobsen A/S, der står for byggeriet, og firmaet etablerer også 15 ejerboliger i varieret størrelse i byggeriet. Herudover vil der i stueetagen blive erhvervslokaler.
”Centret og midtbyen i Aabybro får et markant løft, og udvider samtidig området opad. Det er med til at sørge for, at Aabybro får en central midtby, der understøtter handelslivet og bosætningen. Vi ved, at der er stor efterspørgsel efter centralt beliggende lejeboliger, og det behov er renoveringen og moderniseringen af centret og midtbyen med til at imødekomme”, siger borgmester Mogens Christen Gade.
Boligerne i Aabybro Centret forventes at være klar til indflytning omkring 1. november 2021, mens boligerne på Posttorvet forventes at være klar til indflytning i forsommeren 2021.