Jammerbugt FC spillede torsdag aften årets første træningskamp, da Danmarksserieholdet Sæby IF var på besøg i Jammerbugten.
Her viste de blåblusede, at de har haft fokus på at løse efterårets udfordringer med at omsætte målchancer til scoringer. Nettet blafrede nemlig flittigt denne aften, hvor Jammerbugt FC vandt hele 9-2.
I første halvleg nettede Viktor Ahlmann, Sead Gavranovic, Max Møller og Christian Rye, mens Simon Jensen, Søren V. Pedersen, Nikolaj Lyngø samt på ny Max Møller og Sead Gavranovic var på pletten efter pausen.
I det hele taget så det særdeles fornuftigt ud over hele linjen hos Jammerbugt FC, der både defensivt og offensivt viste lovende takter.
– Vi skaber rigtig rigtig meget og scorer flittigt. Faktisk har vi chancer til flere, men når vi putter ni ind, kan vi kun være tilfredse. Vi spillede med stor koncentration og spiller god fodbold. I det hele taget var det bare en virkelig god indsats på alle fronter, lød det efterfølgende fra en tilfreds cheftræner Bo Zinck, der også havde pæne ord til gæsterne fra Sæby.
– Jeg vil også gerne rose Sæby, som takkede ja til denne kamp. Det er et godt Danmarksseriehold, vi var oppe imod. Derfor glæder det mig også meget, at vi præsterer på så højt niveau i vores første træningskamp. Vi giver stort set ikke mere end en chance væk, vi scorer på standarder og det så generelt lovende ud. Der var mange gode præstationer og vi laver meget få fejl. Så jeg er glad, understregede Zinck, der skal have restitueret sine spillere hurtigt.
Lørdag er der nemlig allerede kamp igen. Her gælder det divisionskollegaerne fra Vejgaard.
– Vi tager den gode præstation med til Vejgaard kampen, hvor vi bliver udfordret. Spillerne er ramt af trætte ben. De er blevet kørt hårdt her i starten af forberedelserne, men det er også sådan, vi gerne vil have det.