ForsideAndetKandis topscorer med tre nomineringer til Dansktop Prisen 2019

Kandis topscorer med tre nomineringer til Dansktop Prisen 2019

Familie Journal kan nu løfte sløret for de nominerede kunstnere, der skal hyldes og fejres ved Dansktop Prisen 2019…
.
Af Klaus Hansen

Danmarks mest populære danseorkester, Kandis, der i år fejrer 30-års jubilæum, er med tre nomineringer favorit til at høste flest priser. Lige i hælene følger Birthe Kjær og Fede Finn & Funny Boyz med to nomineringer hver. 

Herudover er det værd at bemærke, at den unge generation for alvor presser sig på og gør sig bemærket i årets nomineringer. Det gælder blandt andre fremadstormende dansktop-artister som Anne Marie Lindegaard, Katrine Daugaard, Humørekspressen og Helle Lynge.

Den årlige prisfest og hyldest af dansktoppen finder sted, når Jyske Bank Boxen i Herning slår dørene op lørdag den 23. marts 2019. Her stiller ikke færre end 17 dansktop-artister og bands op, når Aller Medias ugeblad Familie Journal igen står i spidsen for at fejre dansktop-genren sammen med danskerne. Årets prisshow byder på både velkendte og nye navne og ikke mindst hovednavnet – den østrigske superstjerne, Hansi Hinterseer.

Kampen om priserne står mellem en blanding af nye og mere erfarne dansktop-kunstnere. De kæmper om i alt ni priser ved Dansktop Prisen, der afholdes for fjerde gang. Dansktop Prisen er en skøn blanding af både prisfest, koncerter, fællessang og dans, hvor både årets nye navne og de mere etablerede dansktop-musikere , der har gjort sig bemærket i årets løb, hyldes og fejres.

“Vi har i juryen arbejdet intenst på at sikre, at det er årets bedste, der hyldes ved Dansktop Prisen. Jeg er derfor sikker på, at det er de rette kunstnere, der i sidste ende vinder årets priser for deres bidrag til dansktop-genren i 2018,”, fortæller jurymedlem Linda Calberg, der til daglig er caster og tv-tilrettelægger på programmer som Hit med Sangen , Top Charlie i PARKEN, Hjertegalla og Med på Noderne.

Søren Bundgaard, sanger og sangskriver, der også er medlem af juryen, supplerer:

“Som man kan se ud fra listen af nominerede, er der for alvor ny vækst i dansktop-genren. Stadig flere nye navne dukker op på scenen, og det er glædeligt, at dansktop-genren også i 2018 har været med til at samle danskerne. Det bliver derfor en fornøjelse at præsentere både nye og mere etablerede navne i Boxen i marts”.

Priserne og de nominerede

Der skal den 23. marts 2019 uddeles i alt ni priser i Boxen. Prisuddelingen styres af de tre værter, Anette Kokholm, Keld Heick og Thomas Evers Poulsen. De nominerede for indsatsen i 2018 er:

“Årets Kvindelige Dansktop Solist”: Anne Marie Lindegaard, Birthe Kjær og Katrine Daugaard.

“Årets Mandlige Dansktop Solist”: Michael Korup, Richard Ragnvald og Torben Lendager.

“Årets Dansktop Gruppe”: Fede Finn & Funny Boyz, Humørekspressen og Kandis.

“Årets Dansktop Album”: Inge Marie Nielsen: Evig sommer. Kandis: 18 og Lotte Riisholt: Det er livet.

“Årets Dansktop Hit”: Helle Lynge: Du skønne Danmark, Fede Finn & Funny Boyz: Jeg sku’ aldrig ha’ fortalt, jeg er single og Torben Lendager & The Roosters: Når vinter blir’ til sommer.

“Årets Dansktop Live Navn”: Birthe Kjær, Bjørn & Okay og Kandis.

Katrine Daugaard, der er nomineret til årets kvindelige dansktop artist, er blandt de nye navne i dansktoppen. Foto: Christian Thøgersen

De sidste tre priser, Familie Journals Ærespris, Familie Journals Læserpris og Mig og Min Mentor, afgøres først i Boxen i Herning. Æresprisen tildeles af Familie Journal og offentliggøres ved showet. Familie Journals Læserpris bestemmes af Familie Journals læsere ved sms-afstemning og Mig og Min Mentor er en talentkonkurrence, der afvikles live i Boxen i Herning den 23. marts.

Årets jury

Dansktop Prisens jury er håndplukket af Familie Journal og repræsenterer nogle af de stærkeste kræfter inden for dansktop-genren. Juryen består af Søren Bundgaard, sanger, sangskriver og musikproducent: særligt kendt som halvdelen af “Kirsten og Søren”. Jørgen de Mylius, legendarisk radio- og tv-vært samt forfatter. Thomas Hemdorff, Marketing manager og musikekspert på Universal Music. Henrik Sørensen, Managing Director i ArtistCare, Carsten Michael Laursen, ekspert i dansktop og forfatter til bogen “Top-Pop” og sidst men ikke mindst Linda Calberg, DJ, tilrettelægger af Hit med Sangen, Top Charlie og Charlie hitlisten samt Top Charlie i PARKEN.

Rekordstort antal optrædende

Publikum kan glæde sig til fællessang og masser af liveoptrædener af Birthe Kjær, Kandis, Humørekspressen, Johnny Hansen, Ole Kibsgaard med orkester, Johnny Reimar, Fede Finn & Funny Boyz, Torben Lendager & Roosters, Dario Campeotto og debutanterne på DTP-scenen Lisa Haavik og Katrine Daugaard. Den musikalske overflod understreges af, at også Michael Korup, Tine Schlichting, Helle Lynge, Dansvingerne og Kejser Larsen Band stiller op.

“Det er første gang i Dansktop Prisens historie, at vi byder på så mange optrædende, og så er vi især stolte over, at vi får besøg af superstjernen Hansi Hinterseer. Fælles for alle de optrædende er, at de i den grad skaber både stemning og en skøn fællesskabsfølelse,” siger Familie Journals chefredaktør Søren Johannesen.

Dansktop Prisen 2019 afholdes i Jyske Bank Boxen i Herning lørdag den 23. marts 2019 kl. 20.00. Det er fjerde år, showet afholdes.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER