Økologiske landmænd over hele landet byder inden for på gården, når øko-køerne lukkes ud af staldene for at komme på græs søndag d. 19. april 2020.
Længes du også efter forår, sol og frisk luft? Så er du slet ikke alene. Øko-køerne er i gang med at børste vinterens hø af sig og lave de indledende knæbøjninger til at danse sig ud på græsset og ud i den friske luft. Vil du danse med?
Så ta’ familien, et par praktiske sko og madkurven under armen og kom med til den populære forårsfest for øko-køerne, Økodag, søndag den 19. april 2020.
På økologiske gårde over hele landet slår landmændene stalddørene op for køerne præcis kl. 12, hvor dansen begynder. Før og efter kan du og familien gå på opdagelse på gården, få en snak med landmanden og deltage i forskellige forårsaktiviteter fra klokken 10-14.
På Danmarkskortet på www.økodag.dk kan du se, hvilke gårde der inviterer til Økodag, læse mere om gårdene og familierne, der bor på dem.
I 2019 deltog 204.000 danskere i Økodag. For mange er Økodag blevet en tilbagevendende begivenhed, som både børn og voksne hygger sig med. Samtidig er det en lærerig oplevelse at se køerne på helt tæt hold, få en rundvisning på gården og en snak med landmanden om de økologiske køers levevilkår.
”Økodag er en sjov og hyggelig forårssøndag, hvor du kan komme helt tæt på dyrene, smage på mælken, møde den økologiske landmand og blive klogere på, hvad økologi er. Her kan forældre og bedsteforældre tage deres børn og børnebørn med ud og opleve, at øko-mælken ikke kommer fra en karton, men fra en malkeko, der kommer ud under åben himmel,” siger Hannah Tappe Clemmensen, projektleder i Økologisk Landsforening.
Samtidig dedikerer Økologisk Landsforening altid Økodag til et særligt tema. I 2020 er der fokus på, at det røde Ø-mærke fylder 30 år.
”Ø-mærket har haft enorm betydning for, at mere end en tredjedel af den mælk, vi køber, nu er økologisk og dermed betydning for, at flere køer kommer på græs, at dyrevelfærden er blevet væsentligt forbedret og at de økologiske køer får 100 pct. økologisk foder” siger Hannah Tappe Clemmensen.
Vidste du at:
- 12 pct. af den danske mælkeproduktion er økologisk
- Der er mere end 200.000 økologiske kvæg i Danmark
- 32 pct. af den mælk, som sælges i butikkerne, er økologisk
- Økologisk kvæg skal være på græs fra april til november mindst seks timer om dagen
- Danskerne er verdensmestre i økologi, og omkring 2 mio. har været til Økodag siden 2005
Økodag gennemføres af Økologisk Landsforening i samarbejde med de økologiske landmænd og mejerierne.