En række danske banker og sparekasser samt et forsikringsselskab går sammen i et nyt fællesskab under ledelse af tidligere direktør i Totalkredit, Troels Bülow-Olsen.
Partnerne i Opendo
De stiftende pengeinstitutter er Jutlander Bank, Den Jyske Sparekasse, Sparekassen SjællandFyn, Frøs Sparekasse, Danske Andelskassers Bank og Sparekassen Vendsyssel. Herudover er
forsikringsselskabet Købstædernes Forsikring også med i stifterkredsen.
Under navnet Opendo vil de samarbejdende pengeinstitutters rådgivere kunne tilbyde nye finansieringsløsninger, der møder kundernes bevægelse væk fra ejerskab til nye måder at have fx bil på.
Et nyt fællesskab bestående af danske pengeinstitutter og et forsikringsselskab ser nu dagens lys. Selskabet hedder Opendo og går i første omgang i luften med en IT-løsning, hvor de samarbejdende pengeinstitutters rådgivere kan tilbyde erhvervskunder nye og fleksible måder at finansiere biler og udstyr.
Opendo er også på vej med løsninger til private bankkunder, som i disse år flytter sig voldsomt, når det gælder behov og krav til sit pengeinstitut. Hvor kunderne tidligere ønskede at købe, eje og låne penge til fx biler, sker der i disse år store omvæltninger, og langt flere ønsker i dag den fleksibilitet, der ligger i andre finansierings- og abonnementsordninger, som passer langt bedre ind i de behov, forbrugerne har i dag. Nye tal fra Danmarks Statistisk siger bl.a., at 101.500 eller 45 pct. ud af de i alt 225.600 nye biler i 2019, blev registreret til leasing.
Adgang frem for ejerskab
“Vi står midt i en global bevægelse, hvor forbrugerne går væk fra at ville eje sine ting, og foretrækker ‘adgang frem for ejerskab’. Sagt på en anden måde, så vil vi gerne betale for tingene, når vi har brug for dem, og undgå det, når vi ikke har. Det efterlader pengeinstitutterne med et valg – vil de spille en rolle i den nye økonomi, eller ej,” siger Troels Bülow-Olsen, der er direktør i Opendo.
Opendo går i første omgang i luften med seks pengeinstitutter og et forsikringsselskab, som sammen har stiftet selskabet. Det drejer sig om Jutlander Bank, Den Jyske Sparekasse, Sparekassen Sjælland-Fyn, Frøs Sparekasse, Danske Andelskassers Bank, Sparekassen Vendsyssel og Købstædernes Forsikring, som sikrer, at alle Opendos leasing-aftaler er forsikrede.
Den samlede stifterkreds repræsenterer tilsammen 750.000 kunder og over 2.500 medarbejdere på 175 lokationer landet over.
“Kun ved at skabe intelligente og kundevenlige løsninger, som giver kunderne de smarteste og mest fleksible finansieringstilbud og adgang til de ting, der er vigtige i deres liv, spiller vi os på banen, og giver modstand til de mange konkurrenter, der dukker op fra alle sider i disse år,” fortæller Vagn Hansen, der er administrerende direktør i Sparekassen Vendsyssel og bestyrelsesmedlem i Lokale Pengeinstitutter. Vagn Hansen er bestyrelsesformand i Opendo.
Styrken i fællesskabet
Formanden for Lokale Pengeinstitutter og adm. dir. for Den Jyske Sparekasse, Claus E. Petersen, ser også en stor styrke i at forene kræfterne:
“Vi har tidligere, bl.a. gennem Totalkredit, som med tiden blev Danmarks største realkreditinstitut med over 100 samarbejdende pengeinstitutter, set den kæmpestore styrke, der ligger i et fællesskab mellem pengeinstitutter. Når vi, gennem pengeinstitutterne og rådgiverne, kan tilbyde kunderne den bedste, billigste og mest transparente måde at finansiere transportmidler, IT-udstyr, mobiltelefoni og meget andet, så ligger der store nye muligheder og venter på vores sektor,” siger han og afslutter ved at åbne døren for flere pengeinstitutter:
“Opendo er ikke en lukket klub. Vi indbyder alle pengeinstitutter til dialog om at deltage i fællesskabet,” afslutter Claus E. Petersen.