Meget kommunikation er flyttet til sociale medier, og mange må nødtvungent følge trop, hvis de vil følge med.
Sociale medier fylder mere og mere i den daglige kommunikation, hvad enten den er personlig eller af mere officiel karakter. Men det er ikke nødvendigvis alle, der med god vilje melder sig under de sociale mediers faner. Det viser en undersøgelse blandt godt 2.000 danskere foretaget af Userneeds for Ingeniørforeningen, IDA.
22 procent svarer, at den væsentligste grund til, at de føler sig tvunget til at være på sociale medier, er, at informationer om aktiviteter og arrangementer kun kommer ad den kanal. 41 procent angiver, at det er en af flere grunde til, at de er på sociale medier. Kun 24 procent svarer, at de ville være på sociale medier under alle omstændigheder.
Formand for Ingeniørforeningen, IDA Thomas Damkjær Petersen ser den her undersøgelse som en anledning til at overveje, hvilke platforme vi bruger til at kommunikere med.
“Det er ikke gratis at være på de sociale medier, fordi man betaler med sine data. Derfor bør det være sådan, at man er på de sociale medier, fordi man vælger det til. Ikke fordi man føler sig tvunget til det. Den her undersøgelse er en påmindelse til virksomheder, organisationer og forbrugere om, at man kan kommunikere gennem andre kanaler end eksempelvis Facebook,” siger han.
Thomas Damkjær Petersen mener, at det vigtig at skelne mellem “need to know” og “nice to know”
“Der skal naturligvis være respekt omkring de mennesker, som ikke ønsker at være på sociale medier. Derfor mener jeg, at vigtige informationer til alt fra sportsudøvere, forældre, gymnasieelever til studerende ikke kun skal foregå på sociale medier. Der findes andre løsninger, og hvis man af principielle årsager ikke ønsker at være på sociale medier, skal man ikke efterlades på hverken den eller anden perron,” siger han.
Føler du dig “tvunget” til at være på de sociale medier, fordi meget information om fx arrangementer og aktiviteter kun kommer ad den kanal?