Tour de Jammerbugt i fuld fart – næste stop: Birkelse og Ryå
Blokhus og Hune lagde stærkt ud, da årets Tour de Jammerbugt blev skudt i gang den 21. maj med masser af deltagere, god stemning og smukke naturoplevelser. Nu rykker det populære motionsevent videre til Birkelse og Ryå, hvor næste etape finder sted den 12. juni – og alle er velkomne til at være med!
Tour de Jammerbugt består i år af fire etaper og besøger de sidste fire lokalområder i kommunen, som endnu har til gode at være værter for en etape: Blokhus/Hune, Birkelse/Ryå, Halvrimmen og Aabybro. Eventet er blevet en sand fællesskabsfest og en aktiv oplevelse for både gående, løbere og cyklister.
Natur, nærvær og nye fællesskaber
På hver etape kan deltagerne vælge mellem flere ruter: en kort lynrute, en gå- og løberute på 5 kilometer, en løberute på 10 kilometer og en cykelrute på 10 kilometer eller mere. Ruterne fører deltagerne gennem skov, åben natur og hyggelige bymiljøer, og alle – uanset alder og form – kan finde en rute, der passer.
Frivillige kræfter i front
Det stærke lokale engagement er en hjørnesten i Tour de Jammerbugt. Frivillige og foreninger i de enkelte byer står klar med både heppekor og praktisk hjælp. Det glæder Helle Bak Andreasen, formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget:
“Tour de Jammerbugt er et fantastisk eksempel på, hvordan vi i fællesskab skaber aktiviteter, der styrker sammenholdet og giver alle mulighed for at få en aktiv og sjov oplevelse i nærområdet. Jeg er stolt over, at så mange frivillige og foreninger bidrager til at gøre løbet til en festdag for hele kommunen.”
Næstformand i udvalget, Kiki Bille Bach, understreger vigtigheden af, at løbet er åbent og gratis:
“Det er vigtigt for os, at der er plads til alle – uanset alder, form og ambitioner. Derfor er det helt særligt, at Tour de Jammerbugt er et gratis tilbud, hvor alle kan deltage og være en del af fællesskabet. Vi håber, at endnu flere vil gribe chancen i år!”
Tilmeldingen er åben
Næste etape løber af stablen den 12. juni i Birkelse og Ryå. Herefter går turen til Halvrimmen den 5. august og Aabybro den 12. august. Man kan læse mere om ruterne og tilmelde sig gratis via kommunens hjemmeside.
Så hop i løbeskoene, pump cyklen – og vær med, når Tour de Jammerbugt triller videre gennem sommeren!