Klar til 13. sæson af Sange ved havet i Slettestrand
Holdet bag det populære sommerarrangement Sange ved havet – fællessang i solnedgangen ved Slettestrand – er klar med programmet for 2025, som er 13. sæson siden starten i 2013.
Sange ved havet går i al sin enkelhed ud på at skabe et hyggeligt mødested for fastboende og besøgende sommergæster, og traditionen tro er der fællessang i det fri hver tirsdag aften i hele juli.
Der synges efter Han Herred Sangbogen, som indeholder 125 vidt forskellige sange, så der er noget for enhver, der kan li’ at synge. Der er endda mulighed for en fællessang på alle de nordiske sprog!
Musikledsagelsen kan være klaver, harmonika, violin, saxofon, fløjte eller trompet – alt efter hvem der stiller sig rådighed. Alle medvirkende både foran og bag scenen arbejder frivilligt og ulønnet.
Tirsdag 1. juli 2025 kl. 20.00 medvirker Inger Lund Gregersen (klaver) og Marianne Klausen (sang).
Tirsdag 8. juli 2025 kl. 20.00 medvirker Per Gregersen (klaver) og Lærke Bertelsen (sang).
Tirsdag 15. juli 2025 kl. 20.00 medvirker Peter Olsen (klaver) og Niels Kraghede (sang og
harmonika).
Tirsdag 22. juli 2025 kl. 20.00 medvirker Jens Kristian Jensen (klaver) og Ida Jalk (sang).
Tirsdag 29. juli 2025 kl. 20.00 medvirker Anders Moltsen (klaver), Claus Larsen (saxofon) og Gitte Nielsen (sang).
Sange ved havet foregår ved Havbådehuset, Slettestrandvej 162, 9690 Fjerritslev – og det er ganske gratis at være med.
Medbring gerne din Han Herred Sangbog, en klapstol og eventuelt et tæppe.
Fællessangen varer cirka en time, hvorefter der er mulighed for at købe kaffe og kage, der er sponsoreret af de lokale hoteller i Slettestrand.
Hvis arrangementet må aflyses på grund af dårligt vejr, meddeles dette på Sange ved havets Facebookside.
Sange ved havet arrangeres af Udvikling Han Herred, Destination Svinkløv-SlettestrandThorupstrand, Han Herred Havbåde, Hjortdal Beboerforening, Hjortdal Menighedsråd, Jammerbugt Kulturskole, Kulturforeningen Tinghuset, Kulturforeningen Bonderup Station og Lokalhistorisk Samvirke for Han Herred.
Hyldest til Slettestrand
Alle fem aftener indledes med sangen »Hyldest til Slettestrand«, der er skrevet af Bent Stampe og går på melodien »Mandalay«:
På de lyngbeklædte sletter
tæt ved Vesterhavets bred
har vi fundet os et fristed,
hvor naturen ånder fred.
Under Lien triller lærken,
svalen svæver tæt forbi,
og fra kærets flora dufter
det af blomster-poesi.
O, du skønne Slettestrand
ved det salte Nordsø-vand,
dér hvor børn og voksne tumler
sig og nyder sol og sand.
Man går tur og lytter
andagtsfuld til havets bølgeklang
og fornemmer, livet leves
her fra gry til solnedgang.

Historien bag
Ulla Flintholm, der er formand for Lokalhistorisk Samvirke for Han Herred, kan tilmed fortælle historien om, hvordan denne sang blev til:
I 1981 købte en af sagfører Martin Boels døtre og hendes mand sommerhus på Redningsvejen 58 i Slettestrand.
Naboerne – mine forældre Anne Grete og Erik Flintholm, dyrlæge Ribens’ forældre fra
København, Martha og Ulrik Tange fra Farsø (Martha er datter fra Munksgaard-familien på
Fjerritslev Kro) samt Lotte og Bent Stampe fra Aars (Lotte er født Lassen og søster til Jens »Thy«)
– var inviteret med til indflyttergilde. Til aftenens anledning havde Bent Stampe lavet sangen »Hyldest til Slettestrand« på et stort stykke pap, og den blev sunget med stor succes.
Efterfølgende tog min far billeder af alle sommerhusene, og Jess Jensen lavede tegninger efter billederne. Far lavede opsætningen med sommerhus og sangtekst, så alle havde sangen med eget sommerhus i en ramme. I flere år er sangen blevet sunget, når vi om sommeren har mødtes i festligt lag, hvor sangen bliver taget ned fra væggen og lagt på bordet, dér hvor man er.
Som min mor husker det, er der lavet fem-seks forskellige udgaver af sangen i ramme med billede af det sommerhus, som sangen hænger i.