Ældre kvinde udsat for bedrageri i Brovst
En ældre kvinde bosat på Ahornvej blev fredag eftermiddag den 2. maj 2025 udsat for kontaktbedrageri, da en mand udgav sig for at være fra hendes bank og efterfølgende dukkede op ved hendes bopæl.
Ifølge politikommissær Lars Jensen fra sagscenteret hos Hjørring Politi blev kvinden omkring kl. 14 ringet op af en mand, der hævdede, at hendes dankort skulle fornyes, og at en medarbejder derfor ville komme forbi og hjælpe hende.
Kort efter ankom en mand til adressen, som kvinden lukkede ind. Det lykkedes gerningsmanden at forlade huset med både hendes dankort og nogle smykker. Senere har det vist sig, at der er blevet hævet penge fra hendes konto.
Gerningsmanden beskrives som:
- Mellem 20 og 25 år gammel
- Dansk af udseende
- Lysebrunt, kort hår
- Spinkel af bygning
Politiet efterforsker nu sagen og opfordrer alle, der har set noget mistænkeligt i området omkring Ahornvej fredag eftermiddag, til at kontakte dem på telefon 114.
Politiet minder desuden om, at hverken banker eller offentlige myndigheder sender personer ud for at hente betalingskort eller bede om koder – og opfordrer borgerne til at være ekstra opmærksomme og skeptiske over for denne type henvendelser.