DBU’s Pigeraketten lander i Aabybro: En galaktisk fodboldoplevelse for piger
Torsdag den 9. maj klokken 16.00-18.00 lander DBU’s fantasifulde fodboldunivers “Pigeraketten” hos Aabybro IF. Her inviteres alle piger mellem 5 og 9 år til en gratis og uforpligtende eftermiddag fyldt med leg, bevægelse og fodboldglæde.
Det hele foregår på Aabybro Fodbolds anlæg på Viaduktvej 28B, hvor pigerne sendes ud på en eventyrlig rumrejse gennem solsystemet. Undervejs på rejsen til Mars, Saturn og Neptun samler deltagerne energikugler gennem sjove lege og fodboldaktiviteter – selvfølgelig guidet af DBU’s instruktører og klubbens egne frivillige.
”Vi glæder os helt vildt til at tage imod en masse fodboldglade piger – både dem, der allerede spiller, og dem, der aldrig har prøvet det før,” fortæller Kira J. Larsen, der er en del af pigeafdelingen i Aabybro IF.
”Pigeraketten er en fantastisk måde at opleve fodbold på – det handler ikke kun om bold, men om leg, fantasi og fællesskab. Vi håber, det kan være med til at tænde gnisten hos nogle nye piger.”
Arrangementet kræver hverken tilmelding eller fodbolderfaring – det vigtigste er godt humør, lidt at drikke og tøj man kan bevæge sig i. Alle piger er velkomne til at tage veninderne med til en dag i stjernernes tegn – og måske finde ud af, at fodbold faktisk er noget for dem.
Læs mere om Pigeraketten på DBU’s hjemmeside: dbu.dk/pigeraketten