ForsideAabybroRygstøtte til opgaven som plejefamilie i jammerbugt

Rygstøtte til opgaven som plejefamilie i jammerbugt

Rygstøtte til opgaven som plejefamilie i Jammerbugt

Et styrket netværk omkring plejefamilierne var målet, da Jammerbugt Kommune fredag inviterede til ”nytårskur” og præsentation at flere forskellige nye tiltag. 

Plejefamilierne udfører et stort og vigtigt stykke arbejde. Derfor er det vigtigt med god rygstøtte fra arbejdsgiverens, nemlig kommunens, side. Det var tanken bag den samling, som Jammerbugt Kommune inviterede kommunens plejeforældre til fredag d. 2. maj.

Under betegnelsen ”forsinket nytårskur” blev en række nye tiltag for plejeforældrene præsenteret og drøftet – blandt andet flere årlige temadage og cafe-eftermiddage, en ny facebookside og et nyhedsbrev, samt et dialogforum, hvor både plejeforældre og kommune er repræsenteret.

Fokus på kommunikation og relationer
”Nytårskuren” indvarslede nye tider med mere fokus på kommunikation– både mellem kommune og plejeforældre og plejeforældrene imellem. Målet er at skabe gode og perspektivrige arbejdsforhold for plejefamilierne, fortæller familie- og forebyggelseschef, Pia Horndal:

”Plejefamilierne yder hver dag et uvurderligt bidrag til Jammerbugt Kommune, og vi ønsker at skabe en tættere relation til dem, ligesom vi gerne vil give dem mulighed for at møde hinanden og udveksle viden og erfaringer. Derfor skruer vi nu op for kommunikationen og etablerer forskellige fora, hvor der bliver mulighed for at sparre og dele viden”.

Klædt på til en vigtig opgave
Tiltagene lægger en ny linje med mere udveksling og tættere relationer. På den måde klædes familierne godt på til deres opgave, nemlig at skabe rammerne om gode og trygge børneliv, påpeger Susanne Møller Jensen og Ulla Flintholm, formand og næstformand for Børne- og familieudvalget.

”Ingen plejefamilie skal føle sig isoleret. Derfor er det vigtigt, at man som plejeforælder har god kontakt til både kolleger og kommune og på den måde får mulighed for at dele – både de positive erfaringer og frustrationerne. At skabe de rammer, hvor et anbragt barn kan trives, lære og blive klar til livet er ikke en nem opgave. Men den er vigtig, og derfor ønsker vi som kommune at give plejeforældrene de bedste betingelser for at lykkes”.

Et godt initiativ
Til samlingen fredag d.2. maj, var 40 plejefamilier repræsenteret. Den nye linje med mere input og kommunikation faldt i god jord hos Lone Møller Andersen, som sammen med sin mand er er plejeforælder for 4 børn. 

”Jeg har været plejeforælder i 27 år og altid været glad for samarbejdet med Jammerbugt Kommune. Men en dag som i dag giver mig mere lyst til at gå i dialog, komme med idéer, og selv være med til at forme samarbejdet,” lød hendes oplevelse.

Jesper Gilleladen har sammen med sin kone været familieplejer i 4 år – i øjeblikket for to børn. Også han satte pris på arrangementet.

”Jeg er glad for den invitation til et tættere samarbejde, som har lydt i dag. Som plejefamilie betyder det meget med opmærksomhed fra kommunens side. Et af de ønsker, jeg netop har siddet og skrevet på min gule seddel, er faktisk at blive fulgt lidt tættere,” fortalte han med reference til den afsluttende debat, som tog udgangspunkt i stikord på post-it sedler.

Thomas Nielsen som er plejeforælder for Brønderslev Kommune, var inviteret til at fortølle om det dialogforum, som er etableret her. Foto: Privat

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER