ForsideJammerbugtJørgen Ravn Christensen: Hvad vil flertallet på handicapområdet?

Jørgen Ravn Christensen: Hvad vil flertallet på handicapområdet?

AF Borgmesterkandidat i Jammerbugt Kommune. Jørgen Ravn Christensen. Det konservative Folkeparti.

Hvad vil flertallet på handicapområdet?

Det er det spørgsmål, jeg sidder tilbage med, efter at have læst svaret fra 8 af mine kollegaer i Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune. For deres ”svar” handler mere om at så tvivl om min troværdighed, frem for at svare på, hvad de mener om det meget konkrete forslag, jeg lagde frem i mit indlæg. 

Jeg bliver igen beskyldt for at komme med usandheder, hvilket jeg på ingen måde gør, men det er jeg vant til. Mit indlæg om at indlede et samarbejde med Marianne Stein var ment som et indspark til at løse et, efter min vurdering, reelt problem. Det er helt ok, hvis mine kollegaer ikke ser problemerne, men det gør jeg, og derfor kommer vi i det Konservative med konkrete politiske forslag til løsninger.

Vores forslag om at inddrage Marianne Stein, eller en anden dygtig privatpraktiserende socialrådgiver, som konsulent, vil kunne sikre efteruddannelse af vores i forvejen dygtige personale og sikre en kulturændring – begge dele vil kunne forbedre hele sagsbehandlingsområdet og skabe bedre vilkår for de sårbare borgere og hjælpe vores dygtige personale. Men det kræver noget politisk mod at tage skeen i den anden hånd. Gør vi som vi plejer, så får vi det, som vi plejer. Jeg vil glæde mig til svar fra flertallet om, hvad de konkret vil gøre for at ændre og forbedre. Eller er de måske tilfredse med tingenes tilstand? De skriver flot, hvor mange penge området har fået tilført, men penge gør det ikke alene, det gør tydelig politisk ledelse med klare målsætninger, fulgt op af et realistisk budget og en kulturændring. 

En ting, som jeg har lært i politik, er, at når nogle går efter manden i stedet for efter bolden, så er det som regel, fordi de ikke kan komme med fornuftige argumenter imod mandens politik. Pyt, det giver energi at vide, at her er et område, som tydeligvis trænger til, at nogen tager et seriøst ansvar for løsninger og forbedringer.

Det bliver påstået, at vi Konservative ikke har villet være med i nogle budgetter. Det er rigtigt, at vi ikke har været med i dem, men det gør os bestemt ikke useriøse. Vi har hvert år fremsat vores eget budget, med den retning, som vi ønsker for Jammerbugt Kommune. 

Lidt mere positivt er svaret fra Kjeld Hedegaard fra Danmarks Demokraterne. Han mener ikke, at vores forslag kan stå alene, og det kan det såmænd heller ikke, men det står ikke i vejen for at kombinere med forslagene fra Danmarks Demokraterne om efteruddannelse, kulturændring og mere realistiske budgetter. Så det korte svar til dig Kjeld er: Ja vi vil gerne være med til at ændre og forbedre de politisk styrede processer i sagsbehandlingen.

Så kære flertal, kom nu frem med jeres konkrete politik, så vi kan diskutere dét, i stedet for at påstå alt muligt om hinanden. Vi skal jo hver især fortælle, hvad vi vil med vores kommune, og ikke fortælle, hvor farlige de andre er. Vi er vel på niveauet over USA, når det kommer til politisk kommunikation?

Her er yderlig et konkret og konsekvent politisk forslag: Vi Konservative mener, at vi skal have som mål, at Jammerbugt Kommune skal ligge i Top20 i Danmark, når det gælder omgørelsesprocenten på det samlede handicapområde. Det vil nok tage 2-3 år at sænke omgørelsesprocenten fra dens nuværende niveau, men det er meget konkret og målbart.

Det vil være en klar fordel for os alle, at vi ved hvor målet står – en fordel for vores dygtige ansatte, at de ved, hvad målet er, at de ved, at de beslutninger de tager i sagsbehandlingen, med fx Marianne Stein som supervisor, er understøttet af politikerne og et realistisk budget, så de kan få lov til at skabe ordentlighed og trivsel for de mest sårbare borgere i Jammerbugt Kommune – det vil gøre Jammerbugt Kommune til et mere trygt sted at bo og arbejde.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER