Kunstnergruppen LIV åbnede udstilling med stærkt budskab
Skærtorsdag blev påsken skudt i gang med farver, former og fællesskab, da kunstnergruppen LIV åbnede deres årlige udstilling i Medborgerhuset på Øland. Det var en dag præget af både kunstnerisk inspiration og eftertænksomme ord, da formand for Fritid, Kultur og Landdistrikter i Jammerbugt Kommune, Helle Bak Andreassen (V), holdt åbningstalen for ferniseringen.
I sin tale roste Helle Bak Andreassen den mangeårige kunstnergruppe for både deres kreative arbejde og deres stærke fællesskab:
– LIV – det er et navn, der forpligter. Og I lever virkelig op til det. Ikke bare gennem jeres kunst, som emmer af liv, energi og eftertanke – men også gennem det fællesskab, I har holdt fast i siden 1994, lød det fra formanden, der med humor og varme trak tråde mellem kunst, påskens budskaber og det moderne menneskes behov for fordybelse og nærvær.
Hun bemærkede, at gruppen har eksisteret længere end internettets opskrifter, og fremhævede, hvor meget det kræver af et fællesskab at stå sammen i tre årtier – ikke mindst evnen til at kunne grine af sig selv og hinanden.
Udstillingen, som nu er åben for offentligheden, er præget af stor alsidighed og personlighed, og ifølge Helle Bak Andreassen er netop det kunsten kan – nemlig at åbne vores øjne og hjerter:
– Kunst er smuk, forstyrrende, skæv, stille, vild, rørende – og sommetider også lidt mærkelig. Den taler til os alle – på hver sin måde. Og det er det smukke ved kunst. Den taler til hjertet. Den rusker i os, inspirerer os – og i bedste fald – gør os en smule klogere på os selv og hinanden.
I en tid hvor mange oplever et konstant pres for at være tilgængelige og “på”, opfordrede hun til at lade kunsten og påskens budskaber minde os om, at det er i roen og fordybelsen, vi finder de virkelige værdier. Værdier, der findes i mødet med andre mennesker – og i mødet med kunst.
– Påsken skaber håb. Og det gør kunsten også. Netop fordi påsketro og skaberglæde går hånd i hånd.
Afslutningsvis opfordrede hun alle fremmødte til at åbne sindet, lade sig inspirere og tage både kunstens og påskens budskab med sig videre.
– Nyd den flotte udstilling. Tænk over hvad der gør dig glad og lad påskens egentlige budskab om det evige liv og det evige håb inspirere dig – også efter i dag.
Med disse ord erklærede Helle Bak Andreassen udstillingen for åben. Udstillingen slutter 2. påskedag mandag den 21. april 2025.