Ukrudtet skummes væk i Jammerbugt Kommune
Den nye skum-bekæmper er sidste skud på stammen i Jammerbugt Kommunes nye tilgang til arealpleje, som er biodivers, men også stram på den grønne måde.
Det går lynhurtigt, og så skal man på sigt kun over grus, fliser og asfalt et par gange i sæsonen. Jammerbugt Kommunes seneste anskaffelse indenfor ukrudtsbekæmpelse er ikke bare miljøvenlig, den er også tidsbesparende, fortæller gartner Charlotte Raunholt:
”Skum-bekæmperen skal først og fremmest erstatte vores gasbrændere og dampere, som kræver, at man opholder sig ved hvert stykke ukrudt tilstrækkelig længe, til at bladene bliver svitset eller blancheret. Det går meget hurtigere at lægge et lag skum ud, og efter de første år skal vi kun over arealerne to gange på en sæson, i stedet for som nu: hver tredje uge”.
Det hvide skum, som er så uskadeligt, at det kan spises, er lavet af vand, kokosolie, majsolie og kartoffelstivelse. Det er cirka 97 grader, når det lægges ud, og hemmeligheden bag effektiviteten er, at det holder på varmen tilstrækkeligt længe til at virke ned i tre centimeters dybde.

Vildt og skarpt
Skum-bekæmperen har kun ganske få dage på bagen i Jammerbugt Kommune. Den er en del af den nye kurs i afdelingen for Vej og Park, som går på en mere effektiv, miljørigtig og biodivers vedligeholdelse af Kommunens arealer. Afdelingen står for vedligeholdelsen af 350 km² svarende til 500 fodboldbaner med alt lige fra sportsbaner til vejrabatter til byparker.
Med en biodivers tilgang er der for mange steders vedkommende mere vilde look i vente dette forår og sommer. Nogle græsarealer bliver kun delvist slået for at fremelske en karakter af naturligt græsland med mange forskellige arter – måske med vilde blomster. I parker og lignende vil der blive gjort mere ud af at etablere kvashegn og -bunker, og gamle træer vil blive stående eller liggende. Både kvas og gammelt træ er de nemlig levested for insekter, smådyr og svampe. Men langt fra alt bliver vildt. Grus og befæstede områder vil så vidt muligt stadig fremstå skarpe og ryddede.
”Som medarbejdere har vi været på kurser og efteruddannelse i den nye tilgang. Vores arbejdsbeskrivelser er ændret med fokus på biodiversitet og bæredygtighed, og så holder vi som afdeling fast i vores nysgerrighed på nye initiativer og løsninger. Her har vi store forventninger til skumbekæmperen, som vil hjælpe os med at holde det stramt de steder, hvor vi stadig ikke ønsker bevoksning. Vi vil være vilde med vilje, men kun hvor det giver mening,” understreger Charlotte Raunholt.