ForsideJammerbugtJammerbugt Kommune tilpasser tandplejen: Kommunen ændrer indkaldeinterval for børn og unge

Jammerbugt Kommune tilpasser tandplejen: Kommunen ændrer indkaldeinterval for børn og unge

Jammerbugt Kommune tilpasser tandplejen: Kommunen ændrer indkaldeinterval for børn og unge

Godkendelse af indkaldeintervaller i Jammerbugt Kommunes Tandpleje er på dagsordenen når Børne og Familieudvalget i Jammerbugt Kommune holder møde den 3. februar 2025.

Sagsbeskrivelse
I nærværende sag anbefales en række ændringer i indkaldeintervallerne i tandplejen, dels for at borgerne oplever en sammenhængende og bedre service og dels for at personaleressourcen udnyttes bedst muligt. Ændringerne skal ses i sammenhæng med etablering af ny tandklinik i Brovst, men kan også implementeres med positiv effekt for såvel borgere og medarbejdere i den eksisterende struktur. 

Sundhedsstyrelsen (Sundhedsstyrelsen, 2016) anbefaler, at indkaldeintervallerne for børn og unge bør ligge mellem 12 og 24 måneder og anbefaler desuden, at indkaldeintervallet fastsættes individuelt for hver enkelt patient. Derfor risikovurderes alle børn og unge i den kommunale tandpleje.

Risikovurderingen definerer risikoen for at udvikle caries. Man tildeler børn med den bedste tandsundhed en grøn risikovurdering. Man tildeles en gul risikovurdering, hvis man har caries, dvs. huller i tænderne. Man tildeles en rød risikovurdering, hvis man har caries og risikofaktorer, som man ikke – eller kun vanskeligt – kan påvirke. Det kan være sygdomme eller medicinering, der påvirker spytsekretionen eller ved misdannede tænder eller fysiske/psykiske handicaps, der påvirker evnen til at opretholde en god mundhygiejne. Indkaldeintervallerne bliver altid set i sammenhæng med risikovurderingen.

I dag i Jammerbugt Kommune er der et politisk vedtaget serviceniveau for tandplejen vedtaget i Kommunalbestyrelsen den 25. april 2013, der fastlægger et indkaldelsesinterval på 15 måneder for statusundersøgelser for børn og unge i grøn risikogruppe. Dertil kommer eventuelle behandlinger og forebyggende behandlinger. 

I juni 2024 blev der lavet en optælling af indkaldeintervallerne i rød, gul og grøn risikogruppe. Optællingen viste, at der er sket en klar forbedring i perioden fra februar 2021 til juni 2024. Det ses tydeligt, at tandplejen, i lyset af de flere tandlægefaglige ressourcer, er lykkes med at reducere indkaldeintervallerne på alle tre kategorier og i særdeleshed gul og rød risikogruppe. Dog er der stadig et stykke vej i forhold til at efterleve det politisk fastsatte serviceniveau fra 2013. 

Tabel: Indkaldeintervaller i antal måneder fordelt på risikogrupper fra februar 2021 til juni 2024

RisikogruppeFebruar 2021Juni 2024
Grøn3127,9
Gul2925,1
Rød2516,5

Anbefaling af indkaldeintervaller

For at komme endnu tættere på Sundhedsstyrelsens anbefalinger, anbefales det, at indkaldeintervallerne for Jammerbugt Kommunes tandpleje fremover er som følger:

Børn med den bedste tandsundhed (grøn risikogruppe) indkaldes første gang, når de er 18 måneder, dernæst når de er tre år og derefter indkaldes de hvert år indtil de er ni år, hvorefter der igen går 18 måneder mellem indkaldelser til tandplejen. Dertil kommer forebyggende undersøgelser for gul og rød risikogruppe.

AlderGrøn risikogruppeGul risikogruppeRød risikogruppe
0-3 år18 måneder 18 måneder + en forebyggende undersøgelse12 måneder + forebyggende undersøgelser
4-9 år12 måneder12 måneder + en forebyggende undersøgelse12 måneder + forebyggende undersøgelser
9-21 år18 måneder18 måneder + en forebyggende undersøgelse12 måneder + forebyggende undersøgelser

Med ændringen prioriteres, at småbørn, uanset risikovurdering, indkaldes hyppigere end de ældre børn. Nemlig hvert år fra 4 år til 9 år. 

Med de nye indkaldeintervaller prioriteres det, at alle børn og unge i alderen fra 9 til 21 år indkaldes med 18 måneders interval. Undersøgelser af disse aldersgrupper er mere komplicerede. F.eks. foregår der en løbende vurdering af behovet for visitering til bøjle-behandling eller tandudtrækning af visdomstænder. Disse undersøgelser foregår udelukkende hos tandplejere og tandlæger. Det kan lade sig gøre at frigøre ressourcer til dette, fordi klinikassistenter og tandplejere varetager de mindre komplicerede undersøgelser. 

Ændringerne i indkaldeintervallerne anbefales bl.a. fordi:

·         Emaljen i mælketænder er tyndere og et lille cariesangreb vokser sig hurtigt stort sammenlignet med en blivende tand. Det kan betyde en mere omfattende behandling med behov for bedøvelse og ikke så sjældent ender det med tandudtrækning. Med de hyppigere indkald, forventes det, at vi bedre kan opdage og behandle cariesangrebene, før behandlingen bliver kompliceret. Hermed kan vi forebygge, at vores småbørn ender med at få tandlægeangst.

·         En hyppigere indkaldelse af småbørn vænner dem til at komme til tandlæge og fremmer den gode relation mellem personale og småbarnet/forældrene. En god relation er grundlaget for, at barnet på lang sigt får en positivt forhold til tandpleje og egenomsorg.

De nye indkaldeintervaller betyder desuden, at børn og unge med gul risikovurdering indkaldes med de vedtagne intervaller (18 måneder), og indkaldes derudover til forebyggende tandpleje én gang mellem de to undersøgelser. Børn og unge med rød risikovurdering indkaldes med et års interval, og desuden indkaldes de til forebyggende tandpleje én gang mellem de to undersøgelser.

For at komme i mål med de anbefalede ændringer i indkaldeintervaller, vil der generelt ske en højere grad af uddelegering til uddannede tandklinikassistenter uden autorisation for tre årgange. Uddelegering er i tråd med BEK nr. 1219 af 11/12/2009 om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp, og er almindelig praksis i mange kommuner. Tandplejen har prioriteret at uddanne klinikassistenter til at varetage en del af besøgene i småbørnsgruppen.

Risikovurdering

For personalet vil forslaget om de nye indkaldeintervaller betyde, at det bliver lettere at risikovurdere patienterne, og ressourcerne bliver flyttet til en mere forebyggende indsats til gavn for tandsundheden hos børn og unge. Risikovurdering foretages ved hver undersøgelse, og kan dermed ændres fra grøn til gul/rød og tilbage igen, hvis risikofaktorerne kommer under kontrol. Det er forventningen, at de nye indkaldeintervaller betyder, at børn og unge i Jammerbugt Kommune kommer hyppigere til besøg hos tandplejen, svarende til at få en hel årgang mere igennem systemet. 

Ændringen i indkaldeintervallerne betyder konkret, at indkaldeintervallet forkortes, så der ikke er længere end 18 måneder mellem indkaldelser. Det betyder også, at antallet af forebyggende besøg for patienter i gul og rød risikogruppe reduceres, fordi det ordinære indkaldeinterval forkortes. Derudover er det tiltænkt, at der skal foretages flere lakeringer af tyggeflader. Målet er at reducere i antallet af patienter i rød risikogruppe og komme tættere på Sundhedsstyrelsens anbefalinger for indkaldeintervaller. 

Som opfølgning på nærværende sag vil det fortsat prioriteres at få sammenlignelige data via Sundhedsstyrelsens overvågningsprogram. I de 4 aldersgrupper 5, 7, 12 og 15 år indsamler Sundhedsstyrelsen data for alle danske børn i kommunerne og statistikkerne er offentlige tilgængelige, så kommunerne kan sammenligne sig med hinanden. Samtidig kan man følge udviklingen i egen kommune fra år til år. Dataene er værdifulde for tandplejen, idet det gør det muligt at planlægge indsatser og følge udviklingen af tandsundheden.

Tidsplan
Børne- og Familieudvalget d. 3. februar 2025
Økonomiudvalget d. 12.02.25
Kommunalbestyrelsen d. 27.02.25

Retsgrundlag
BEK nr. 1219 af 11/12/2009: Bekendtgørelse om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp, og er almindelig praksis i mange kommuner

NKR – Fastsættelse af intervaller mellem diagnostiske undersøgelser i tandplejen (2016)

Budgetmæssige konsekvenser
Ændringer i indkaldeintervaller har ingen budgetmæssige konsekvenser.

Indstilling
Børne- og Familieforvaltningen indstiller, at Børne- og Familieudvalget anbefaler, at Kommunalbestyrelsen godkender 
at indkaldeintervallet for 0-3-årige fastsættes til 18 måneder
at indkaldeintervallet for 4-9-årige fastsættes det til 12 måneder
at indkaldeintervallet for de 9-21-årige fastsættes til 18 måneder
at alle børn med en gul og rød risikovurdering tilbydes forebyggende undersøgelser på baggrund af en faglig vurdering

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER