ForsideFjerritslevSlettestrand Outdoor Hub: Fokus på natur, formidling og rekreativ udvikling

Slettestrand Outdoor Hub: Fokus på natur, formidling og rekreativ udvikling

Slettestrand Outdoor Hub: Fokus på natur, formidling og rekreativ udvikling

Orientering om Slettestrand Outdoor Hub samt godkendelse af kommissorium er på dagsordenen når Økonomiudvalget i Jammerbugt Kommune holder møde den 22. januar 2025.

Beslutningstema
Orientering om Slettestrand Outdoor Hub samt godkendelse af kommissorium.

Sagsbeskrivelse
Regeringen bevilgede i 2024 14 mio. kr. til realisering af Udviklingsplan for Vestkysten. Dansk Kyst- og Naturturisme udmønter midlerne og har bl.a. valgt at prioritere såkaldte realiseringsprojekter i de stærke feriesteder samt investeringsmodning. 
Vækst Jammerbugt har søgt og modtaget støtte til et projekt, der skal modne og konkretisere den fremadrettede indsats i Slettestrand og derigennem styrke udviklingen af et af kommunens stærke feriesteder. 

Baggrund 
Slettestrand er sammen med Thorupstrand udpeget som et af de stærke feriesteder i Udviklingsplan for Vestkysten i 2018. I 2020 blev Strategisk-fysisk udviklingsplan for Slettestrand-Thorupstrand udarbejdet, og har siden dannet retningslinje for udviklingstiltag i området, eksempelvis ift. etablering af wayfinding elementer i Slettestrand samt fokus på at styrke den rekreative infrastruktur med bl.a. Kystsporet. Det er dog kun blevet til mindre indsatser, og det centrale udviklingsgreb i planen, der indebærer etablering af et hovedstrøg med ankomstpunkt er der kun blevet arbejdet begrænset med. 

Det er dog stadig et stort ønske for aktørerne i Slettestrand, at der skabes et ankomstpunkt, og gerne et ankomstpunkt, hvor rekreative, formidlingsmæssige og erhvervsmæssige faciliteter og aktiviteter tænkes sammen. Altså ikke blot et ankomstpunkt men i højere grad en ”hub”, der inviterer til ophold og aktiviteter som kan lede besøgende i Slettestrand ud i såvel den nærliggende som hele Jammerbugt Kommunes natur. Deraf arbejdstitlen ”Slettestrand Outdoor Hub”. 

Slettestrand er kendetegnet ved ved en storslået natur, hvor i særdeleshed MTB og vandring fylder meget, men hvor også andre natur-, kultur- og outdooroplevelser udgør en central del af oplevelsestilbuddet. På overnatningssiden er Slettestrand kendetegnet ved, at en forholdsvis stor andel af overnatningskapaciteten udgøres af hotel og feriecenter.

De senere år har der været en stigning i private investeringer i Slettestrand – i særdeleshed på hotelsiden, hvor bl.a. Hotel Nor og Hotel Klitrosen har fået nye ejere, der har investeret betragteligt i at udvikle hotellerne både ift. overnatning og gastro. Rønnes Hotel har investeret i oplevelsestilbud og Feriecenter Slettestrand udvikler løbende oplevelsestilbud og faciliteter med afsæt i deres styrkepositioner – MTB og gæster med funktionsnedsættelser. Endvidere er der lokalplanlagt for etablering af ny restaurant for enden af Slettestrandvej. 

Der er således tale om en positiv udvikling i private investeringer på feriestedet, der alle er drevet af lokale kræfter. Såfremt den samlede oplevelse af feriestedet skal styrkes og en fortsat udvikling skal understøttes, vurderes det, at et løft af infrastrukturen på feriestedet er tiltrængt. 

Ift. gældende planlægning er der relativt begrænsede udviklingsmuligheder i Slettestrand grundet naturbeskyttelse, skovbyggelinjer, fredskov og fredninger, men der er på baggrund af indledende dialoger identificeret et centralt og ubebygget areal, hvor det vurderes muligt at etablere Slettestrand Outdoor Hub med de funktioner, det forventes at skulle have.

Indhold
Projektet består af følgende aktiviteter og leverancer: 

Projektmodning af Slettestrand Outdoor Hub
– Identifikation og udvikling af de forskellige elementer i Slettestrand Outdoor Hub (formidling, faciliteter, erhverv mv.) med afsæt i styrkepositioner samt rekreative og kommercielle koblinger 

– Programmering af areal ift. funktionalitet, herunder også parkering

– Principper for materialer, design og skiltning

– Test af udvalgte elementer / prøvehandling

Processen vil indebære involvering af centrale aktører i området.

Projektets tidsplan:

Godkendelse af kommissorium (jan 2025)

Indhentning af tilbud på konsulentopgave (jan-feb 2025)

Valg af rådgiver (feb 2025)

Aktørmøde i Slettestrand (feb 2025)

Udarbejdelse af dispositionsforslag + lokal proces (feb–apr 2025)

Test af udvalgte elementer / prøvehandling (maj 2025)

Aflevering af projektoplæg (maj 2025)

Godkendelse af projektoplæg (maj 2025)

Orientering KFL + TMU (maj / juni 2025)

Godkendelse i ØKU (maj / juni 2025)

Fase 2 – herunder funding igangsættes (juni 2025)

Tidsplan Økonomiudvalget: 22. januar 2025

Retsgrundlag Ikke relevant

Budgetmæssige konsekvenser
Indsatsen har et samlet budget på kr. 550.000
Der er modtaget støtte fra Dansk Kyst- og Naturturisme på kr. 421.000 (svarende til 75%) via Realisering af Udviklingsplan for Vestkysten – øgede investeringer i stærke feriesteder. 
Det resterende beløb på kr. 137.500 afholdes af Vækst Jammerbugt indenfor eget budget. 

Høring/borger- og brugerinddragelse
Processen tager udgangspunkt i en involverende proces, hvor lokale aktører inviteres til at bidrage med input.  

Indstilling
Vækst- og Udviklingsforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget tager orienteringen om projektet Slettestrand Outdoor Hub til efterretning, og at Økonomiudvalget godkender projektkommissorium

Bilag
Projektkommissorium_Slettestrand Outdoor Hub 20250113

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER