Projektet godkendt: Nyt klubhus hos Aabybro Idrætsforening
Aabybro IF er kommet ét skridt nærmere et nyt klubhus. Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune har nemlig godkendt projektplanen og økonomien.
Aabybro IF har et stort ønske om et nyt klubhus, idet det nuværende klubhus ikke længere er tidssvarende og er nedslidt. I den forbindelse har Aabybro IF udarbejdet et projektforslag, som de i efteråret 2024 præsenterede for Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune. Kommunalbestyrelsen har på møde den 19. december 2024 godkendt projektet.
Projektet skal blive til virkelighed med kommunalt tilskud, sponsorater, fonde og Aabybro IF’s egen finansiering. Projektet har en samlet økonomi på ca. 12 mio. kr. Der gennemføres nu en omvendt licitation med udgangspunkt i den kendte økonomi.
Det er planen, at klubhuset skal have seks omklædningsrum, og at det eksisterende klubhus skal nedrives, når der er opført det nødvendige antal omklædningsrum i det nye klubhus.