Blokhus Ducks modtager støtte til nyt ishockeyudstyr
Blokhus Ducks, et frivilligt ishockeyprojekt, har modtaget en donation på 10.000 kr. fra Lions Club Hvetbo. Midlerne skal bruges til indkøb af nødvendigt ishockeyudstyr, herunder til nye mål, 20 ishockeystave samt pucke og andet udstyr. Projektet drives udelukkende af frivillige kræfter og har derfor ingen økonomiske midler, hvilket gør støtten fra Lions Club Hvetbo afgørende for at fortsætte arbejdet med at skabe aktivitet og fællesskab omkring ishockeyen i Blokhus.
Donationen blev overrakt den 13. december 2024 ved Lions Club Hvetbos årlige arrangement i loppemarkedshallen på Håndværkervej 4 i Saltum. Her var alle årets modtagere samlet til en festlig dag, hvor formanden for donationsudvalget, Christian Hem, sammen med Lions Club Hvetbos formand, Asker Geyti, stod for overrækkelsen.
Lions Club Hvetbo har i 2024 doneret i alt 500.000 kr. til lokale og nationale projekter. Denne store indsats er et klart udtryk for klubbens vilje til at støtte initiativer, der samler og aktiverer lokalsamfundet.
LÆS OGSÅ: Lions Klub Hvetbo donerer 350.000 kr. til lokale frivillige ildsjæle