Nordjylland har brug for nye Turisme-fyrtårne

Billede fra konferencen i dag
Print Friendly, PDF & Email

Nordjylland er udfordret inden for et af sine vigtigste erhverv. Turismen er i modsætning til andre regioner stagnerende, og en af årsagerne er, at Nordjylland ikke formår at skille sig tilstrækkeligt ud….
.
Af Klaus Hansen

Derfor har VisitNordjylland nu bedt regionens turismeaktører om hjælp til at identificere nye turismefyrtårne. 

Turismeerhvervet i Nordjylland har tabt markedsandele til de øvrige regioner de seneste 10 år. Regionen har haft en tilbagegang på overnatningstallene siden 2008, mens Hovedstaden, Midtjylland og Syddanmark har haft vækstrater på helt op til 45 procent i samme periode. Derfor vil VisitNordjylland fordoble markedsføringsindsatsen i de kommende år og tage initiativ til at identificere de nye nordjyske fyrtårne, der især kendetegner og lokker turister til regionen. Det sker ved en konference tirsdag den 15. januar 2019 i Aalborg, hvor op mod 80 aktører har meldt sig på banen. 

– De nordjyske turismeaktører er enige om, at vi skal have vendt udviklingen, og vi er glade for den store opbakning, vi mærker til et arrangement som dette. Danskerne har generelt en meget positiv opfattelse af Nordjylland, men vi skiller os ikke nok ud i forhold til de øvrige regioner, og der er derfor behov for at få defineret nye nordjyske fyrtårne, der kan tegne et billede af Nordjyllands identitet og danne grundlag for vores fremtidige markedsføringsindsats, forklarer direktør for VisitNordjylland, Ann Marie Søborg Karkov.

En ny markedsundersøgelse viser, at danskerne opfatter Nordjylland og Vestjylland ens, og at danskerne har en opfattelse af, at de kan få de samme behov indfriet begge steder. Mens Østjylland, Fyn og Hovedstaden har mere differentierede positioner i markedet, knytter Nordjylland og Vestjylland sig tæt sammen i danskernes bevidsthed: 

– Kortlægningen og prioriteringen af de nye fyrtårne skal naturligvis ske på et kvalificeret grundlag. Her sidder de lokale partnere og erhvervet rundt omkring i Nordjylland inde med en masse viden qua deres daglige kontakt med gæsterne ude på destinationerne og et indgående kendskab til deres rejsemotiver. Derudover skal vi naturligvis også spørge den allervigtigste kilde – nemlig gæsterne selv og herefter sammenligne alle vurderingerne med de tendenser, der generelt gør sig gældende i turismebranchen lige nu, siger Ann Marie Søborg Karkov. 

Fælles indsats skal styrke turismen 
Hos Nordsøen Oceanarium i Hirtshals hilser man initiativet velkommen og slår fast, at det netop skal være markedets efterspørgsel og ikke aktørernes egne interesser, der viser retningen. 

– Der er behov for nytænkning i markedsføringsindsatsen, når nu vi skal vende udviklingen og lokke flere turister til Nordjylland. Hidtil har fokus været på at fordele indsatsen ligeligt blandt de forskellige aktører, hvor der nu er lagt op til en mere strategisk indsats baseret på turisternes adfærd og efterspørgsel. Det ser vi som en yderst positiv udvikling, siger Karl Henrik Laursen, direktør for Nordsøen Oceanarium, og fortsætter:

– Når jeg møder op til konferencen i dag, er mit hovedfokus derfor ikke for alt i verden at få fremhævet Nordsøen Oceanarium som et af regionens fyrtårne. Vi skal i stedet se på, hvad der tiltrækker flest turister og indrette vores indsats herefter, så vi i fællesskab kan komme de stagnerende overnatningstal til livs. 

De nordjyske fyrtårne bliver en del af den intensiverede turismeindsats for Nordjylland i perioden fra 2019-2021. Det er den nye strategi ”Fælles retning for nordjysk turisme”, der sætter retningen for arbejdet. Strategien er i juni 2018 vedtaget af alle 11 nordjyske kommuner i regi af Business Region North Denmark og omfatter blandt andet en stigning i markedsføringsbudgettet fra 15 millioner kroner i 2018 gradvist til 50 millioner kroner i 2021. 70 procent af budgettet dækkes af erhvervet, mens de resterende 30 procent finansieres af det offentlige.