ForsideFjerritslevTre tilfælde af kontaktbedrageri mandag eftermiddag i Fjerritslev

Tre tilfælde af kontaktbedrageri mandag eftermiddag i Fjerritslev

Tre tilfælde af kontaktbedrageri mandag eftermiddag i Fjerritslev

Mandag eftermiddag den 11. november 2024 blev tre ældre borgere i Fjerritslev ofre for kontaktbedrageri, oplyser politiassistent John Clemmesen fra sagscenteret hos Hjørring Politi.

I alle tre tilfælde var fremgangsmåden den samme: De ældre borgere blev ringet op af en mand, som udgav sig for at være fra deres bank. Han forklarede, at der var opstået problemer eller mistanker omkring deres konto, og tilbød at “hjælpe” med situationen. Kort efter mødte en anden person op på de ældres adresse for at hente deres bankkort, kontonummer og koder.

På samme dag er det lykkedes med denne bedragerimetode hele tre gange, hvor gerningsmændene fik udleveret bankkort, koder og kontanter fra tre forskellige borgere i Fjerritslev. Episoderne fandt sted klokken 13.35, 14.15 og 15.35. Efterfølgende blev der hævet penge fra ofrenes konti.

Politiet er nu i gang med efterforskningen og arbejder ud fra flere gode spor, herunder videoovervågning. De opfordrer desuden offentligheden til at træde frem med oplysninger, der kan bidrage til opklaringen. Har du set eller hørt noget i forbindelse med disse hændelser, opfordres du til at kontakte politiet på telefon 114.

Pas på kontaktbedrageri
Hændelserne i Fjerritslev viser, hvor udspekulerede metoder bedragerne anvender. Politiet minder om, at hverken banker eller myndigheder vil bede borgere udlevere bankkort, koder eller kontanter, og opfordrer til, at man udviser forsigtighed, hvis man bliver kontaktet af fremmede.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER