ForsideFjerritslev‘DYNAMITHULLER’ – En sanselig teateroplevelse i Tinghuset

‘DYNAMITHULLER’ – En sanselig teateroplevelse i Tinghuset

Print Friendly, PDF & Email

‘DYNAMITHULLER’ – En sanselig teateroplevelse i Tinghuset

Til Cyprianus Radio #5 har dramatiker Ingeborg Bjarno Thomsen undersøgt den sagnomspundne Tingskov, som ligger mellem Fjerritslev og Brovst. Ud fra denne undersøgelse, har hun skrevet en ny dramatisk tekst med afsæt i skoven.
Tre unge vækstlags-scenekunstnere fra Teater Kærlig Reminder i Aalborg, har fået til opgave at iscenesætte teksten til en teaterperformance i Tinghuset i Fjerritslev.


Det sker søndag d. 10. november kl. 15.00 i Tinghuset, Østergarde 53, Fjerristlev.

Efter forestillingen er der en modereret samtale med Ingeborg og Teater Kærlig Reminder om deres processer og overvejelser om bl.a. arbejdet med det stedspecifikke i en scenekunstnerisk kontekst.

Arrangementet er gratis.

OM KUNSTNERNE:
Ingeborg Bjarno Thomsen (hun/hende) er dramatiker – hendes værker kredser ofte om barndommen, feminisme og psykisk sårbarhed. Ingeborg er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole med en bachelor i Dramatisk Skrivekunst i 2022 og har siden da været husdramatiker hos Dramatikkens Hus, instrueret hos Teaterhuset Filuren, skrevet sange til Fredericia Musical Teater, skrevet lydvandringer hos Teater Katapult og researchet hekseforfølgelserne i Nordjylland i samarbejde med Vendsyssel Teater.

I øjeblikket er hun kunstnerisk profil og dramatiker hos Teater Momentum, og er lige nu aktuel med forestillingen ‘Hvis Bedre Er Muligt’.
Ingeborg har desuden undervist i drama hos Teaterhuset Filuren siden 2017 og i dramatisk skrivekunst hos Teater Katapult siden 2021.

Teater Kærlig Reminder er en nyopstartet teatergruppe, bestående af Dea Depenau, Patrick Grace, Nicoline Malling og Anna Mouritzen. Foto: Presse

Teater Kærlig Reminder
Teater Kærlig Reminder er en nyopstartet teatergruppe, bestående af Dea Depenau, Patrick Grace, Nicoline Malling og Anna Mouritzen.

Teatergruppen mødte hinanden på deltidsuddannelsen ‘TGK’ (Teater Grundkursus) på Teater Nordkraft i Aalborg. Hver især er de beskæftigede i mange projekter, men dette er deres debut som Teater Kærlig Reminder.

Lige nu arbejder de også på deres eget projekt “Sabbatår”. En forestilling om, hvordan unge kastes hovedkulds ud i friheden. Teater Kærlig Reminder vil gerne formidle teater – alt fra det hverdagslige til det overnaturlige.

En kærlig lussing, en kreativ forstyrrelse, et sarkastisk smil – Teater pakket ind i en kærlig reminder.

HVAD ER CYPRIANUS RADIO
Cyprianus Radio er 6 nyskabende events for kultur- og naturformidling, hhv. i Rebild Kommune, Jammerbugt Kommune og Vesthimmerland Kommune skabt af kuratorgruppen Kaellingstenen. Projektet hedder CYPRIANUS RADIO, som refererer til de gamle sortebøger for magi og trylleformularer, og søger at genfortrylle menneskets relation til naturen – nærmere bestemt tre nordjyske naturområder.

Kaellingstenen har inviteret en række alsidige kunstnere indenfor enten lyd, performance eller litteratur, til at skabe et nyt værk eller oplevelse pr. event, som har afsæt i naturområderne i de respektive kommuner: Rold Skov, Tingskoven og Borremosen.

Projektet vil henvende sig særligt til unge, som den gruppe, der er opvokset i en digital, sekulariseret og affortryllet verden, hvor magi har været uforenelig med naturen. Samtidig er projektet også skabt i samarbejde med flere forskellige og kreative ungegrupper i region Nordjylland. Kunstnere er til projektet hyret til at skabe et værk inden for performance, lyd og litteratur, som har afsæt i naturområder i de respektive kommuner: Rold Skov, Tingskoven og Borremosen.

De forskellige optrædener til eventerne optages og arkiveres efterfølgende i podcastformater som trylleformularer, man kan tilgå som en digital, auditiv cyprianus. 

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER