Autoafdelingen på EUC Nordvest inviterer til Elbil-event
Autoafdelingen på EUC Nordvest inviterer til Elbil-event den 30. oktober kl. 17.00-19.00 på EUC Nordvest, hvor man kan møde byens autoforhandlere, der medbringer forskellige elbiler, man kan få lov til at kigge nærmere på.
På dagen ryddes autoværkstedet, så der er plads til alskens elbiler og gæster. De forskellige autoforhandlere, som er inviteret til arrangementet, medbringer både personbiler og varebiler inden for sortimentet af elbiler. Her kan man se bilerne indvendigt og udvendigt, og man kan tale med forhandlerne om de forskellige modeller og bilmærker.
– Vi er vilde med eldrift, så derfor giver det god mening for os at afholde det her arrangement. Elbiler er en del af trenden i samfundet, så det vil vi gerne være med på. Vi håber, at der kommer en masse interesserede og kigger, fortæller Torben Ladefoged, som er uddannelseschef for autoafdelingen på EUC Nordvest.
Til arrangementet vil det også være muligt at købe mad- og drikkevarer, så der er lagt op til en hyggelig dag i elbilernes tegn.