Flere fritidshuse ved Grønhøj og Saltum tømt for designermøbler og lamper
Politikommissær Lars Jensen fra sagscenteret på Hjørring Politistation fortæller, at der har været en række indbrud i fritidshuse omkring Saltum og Grønhøj, som har samme modus operandi, samme type stjålne genstande og finder sted i samme område.
Politiet vurderer, at der kan være en sammenhæng mellem indbruddene.
I perioden mellem den 15. september og 11. oktober 2024 har der været indbrud i et fritidshus på Skanderborgvej ved Saltum. Der er blevet skaffet adgang ved at opbryde et vindue. Fra fritidshuset er der blevet stjålet Global knive, keramik, en elkedel, en PH jubilæumslampe i sort samt en PH Flowerpot i gul.
I perioden mellem den 9. september og 11. oktober har der ligeledes været indbrud i et fritidshus på Marthasvej i Grønhøj. Her har gerningspersonerne også skaffet sig adgang gennem et vindue og stjålet seks Arne Jacobsen-stole.
Det tredje indbrud i denne række er sket på Kordalsvej ved Saltum. Her er der i perioden mellem den 24. september og 11. oktober blevet skaffet adgang ved at knuse en rude. Fra fritidshuset har gerningspersonerne stjålet fem Arne Jacobsen 7’er-stole og en PH-spisebordslampe.
Har du set eller hørt noget, hører politiet meget gerne fra dig på tlf.: 114.