ForsideAabybroMaja fra Åbybro og Markus fra Thisted: To nye elever til ambulancebehandlere

Maja fra Åbybro og Markus fra Thisted: To nye elever til ambulancebehandlere

Print Friendly, PDF & Email

Maja fra Åbybro og Markus fra Thisted: To nye elever til ambulancebehandlere

Maja fra Åbybro og Markus fra Thisted er på ambulancebehandleruddannelsen og begynder i oktober deres første praktikperiode på PreMeds baser i henholdsvis Fjerritslev og Thisted.

Maja – fra sygehjælper i Forsvaret til ambulancebehandler i Fjerritslev 
Maja er 24 år og oprindeligt uddannet konstabel. Hun har arbejdet som sygehjælper i Forsvaret i to år, hvor hun var udstationeret på Bornholm. Hun ville gerne tættere på sin familie og venner i Nordjylland, men ville samtidig gerne fortsat arbejde med sundhed og mennesker. Derfor søgte hun ind på ambulancebehandleruddannelsen.

”Menneskekroppen har altid fascineret mig, og jeg har virkelig lyst til at gøre en forskel. Som ambulancebehandler kan jeg hjælpe folk, når de har allermest brug for det, hvilket er en stor drivkraft for mig,” siger Maja og tilføjer: 

”Uforudsigeligheden i arbejdet tiltrækker mig også. Man skal kunne gå direkte fra et trafikuheld til at køre gamle fru Jensen til hospitalet. Så man skal hele tiden være omstillingsparat.” 

Lige nu er Maja på skolebænken hos Rybners i Esbjerg, og hun ser frem til praktikken og at komme til at indgå i PreMeds drift.

”Jeg ser meget frem til at komme i gang med praktikken, og jeg glæder mig til at lære fra PreMeds erfarne ambulancebehandlere. Jeg har besøgt stationen i Fjerritslev og kunne mærke, at de har et helt specielt sammenhold, så det glæder jeg mig til at blive en del af,” siger Maja.

Nå Maja ikke er på skolen i Esbjerg, bor hun sammen med sin lillebror i Åbybro. Hun nyder at bruge tid med sin kæreste, venner og familie. Når batterierne skal lades op, går Maja gerne lange ture i naturen med sin hund. 

Markus – salgsassistent, portør og snart ambulancebehandler 
Markus har, som mange andre ambulancebehandlerelever, ikke taget den lige vej til uddannelsen. Efter nogle år som salgsassistent i Jysk skiftede Markus retning og kom ind på portøruddannelsen. Nu er han kommet videre på uddannelsen til ambulancebehandler.

”Det har været en barnedrøm at blive ambulancebehandler, men jeg opfyldte ikke umiddelbart kravene for at komme ind på uddannelsen. Derfor valgte jeg at tage en sidevej ind i branchen og blive portør først,” siger Markus og tilføjer: 

”Portøruddannelsen har givet mig en god base for ambulancebehandleruddannelsen og givet mig viden, som jeg sagtens kan bruge som ambulancebehandler, især i forhold til forflytning af patienter.”

For Markus er det ligesom for Maja det uforudsigelige ved ambulancebehandlerarbejdet, der tiltrækker, men alsidige arbejdstider er også et stort plus for ham: 

”Som ambulancebehandler har du meget frihed. De lange vagter giver mere sammenhængende fritid i den anden ende, hvilket helt sikkert vil være en fordel, når jeg stifter familie.” 

”Arbejdet som ambulancebehandler kan være meget intenst i perioder, men på andre tidspunkter er der god tid til at være sammen med kollegerne på stationen. Det er en arbejdstype, der passer rigtig godt til mig, og jeg glæder mig meget til at starte min praktik på basen i Thisted og blive en del af fællesskabet,” tilføjer han.

Markus er 22 år og bor i Thisted sammen med sin kæreste i deres nyindkøbte hus. Han elsker at være aktiv og har bl.a. spillet håndbold på højt niveau og dyrket styrketræning. Det nye hus og den nye uddannelse tager dog det meste af tiden for øjeblikket. 

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER