Af Mogens Dahl, Skolevangen 10, Birkelse
Og det byder de os…
Det hellige evangelium for NT, i deres bestræbelser på at opfylde deres højtbesungne målsætning om at sørge for, at det er nemt at komme til og fra arbejde, uddannelse, fornøjelser og hinanden, synes udelukkende at manifestere sig i nedlæggelse af mange busruter med tilsvarende mange stoppesteder til fordel for såkaldte ekspresbusser med meget få stoppesteder. Og, ih, altså, de har både wi-fi, opladestik, gode sæder, og toilet.
Eksempelvis agter man at nedlægge rute 70 (36 stoppesteder) og erstatte med rute 970X med blot 13 stop, heraf ingen mellem Brovst og Fjerritslev. Til gengæld bliver Aabybro tilgodeset, men uanset hvad bliver Birkelse/Ryå de store tabere, idet rute 970X kører udenom.
Det mest skuffende er imidlertid, at Jammerbugts udvalg for teknik og miljø under ledelse af venstres borgmesterkandidat, henhold mødereferat allerede 27. februar 2024 forlods godkendte disse ændringer, sågar med den bemærkning, at “folkets røst” var overflødig og uønsket.
I deres behagesyge har regnearksekvilibristerne hos NT behændigt undladt at foretage en konsekvensberegning baseret på betjening af Birkelse og Ryå.
Målt fra den sydlige indkørsel til Birkelse via Ryå og Aabybro Busterminal til det påtænkte nye stoppested ved Aabybro-center er distancen 5,3 kilometer, hvoraf 3,6 km er inden for byzonen.
Benytter man i stedet den foreslåede nye rute ad vej 11 og angriber via Birkelsevej, er ruten kun 3,8 kilometer, hvoraf 0,5 km er i byzone.
Baseret på en realistisk gennemsnitshastighed på 30 km/t i byzone og det dobbelte udenfor, viser følgende elementære regnestykke (som selv NT’s ledelse skulle kunne kapere), at tidsgevinsten er minimal, nemlig således: (7,2 + 1,7) – (3,8 + 1,0) = 8,9 – 4,8 = 4,1 minut, og så er endda ikke medregnet, at rute 970X nødvendigvis må reducere farten betragtelig for at kunne observere eventuelle ventende passagerer fra påtænkte holdeplads ved Birkelse Pendlerplads.
Da man langt om længe havde indset, at man ikke skulle lade hånt om demokratiets spilleregler, indkaldte man til ‘Folkemøde i Birkelse”. Her påhørtes folkets røst, og “folket” afventer nu, at de foreslåede ændringer i disse samfundsskadelige og ødelæggende planer om nedlæggelse af busruten annulleres. Udover “Folkets (udelte) taknemmelighed” (der eventuelt kunne indhøstes ved det kommende kommunalvalg) vil man opnå flere af følgende goider:
- at undgå at genere en masse mennesker ved at fratage dem offentlig transport. Tænk blot på vore ældre medborgere, de gangbesværede, folk uden bil etc.
- at Birkelse/Ryå bibeholder sin adgang til den kollektive trafik,
- at Aabybro busterminal betjenes,
- at beboerne på Birkelsevej slipper for den varslede tunge trafik,
- at kommunen sparer det offentliggjorte beløb på 1,85 millioner kroner, idet Birkelsevej nu ikke skal opgraderes,
- at udgifterne til etablering af nyt stoppested ved Aabybro-center bortfalder, og
- at udgiften til etablering af moderne tidssvarende faciliteter ved pendlerplads Birkelse udgår.
Når køreplan for rute 970X udtrykkelig fastslår, at man kun holder ved de anførte stoppesteder, vil man ej heller længere kunne tillade sig at betjene Fjerritslev Gymnasium. I stedet må eleverne fremover benytte sig af ‘gåben’ på den 1,4 km lange strækning fra stoppestedet til gymnasiet.
Ved “folkemødet” blev yderligere kolporteret, at der skulle etableres et nyt stoppested i Aabybro Syd, sandsynligvis i nærheden af det lokale VUC. Dette vil være et slag i ansigtet på borgerne i Brovst og Fjerritslev, idet disse to bysamfund som Aabybro er ‘langstrakte¨’
NT’s ekspresbusser 970X ses ofte på på vej 11, men ofte henledes man ved synet af disse på en rammende omskrivning af det uskyldige barns observans i H.C. Andersens berømte eventyr “Kejserens nye klæder”: ‘JAMEN, der er jo ingen passagerer med!’