ForsideAabybroDebat: Vi skal ikke Hem – Vi skal videre

Debat: Vi skal ikke Hem – Vi skal videre

Print Friendly, PDF & Email

Af: Jeanette Tornvig

Vi skal ikke Hem – Vi skal videre

Jammerbugt kommunes borgere blev efter en længere periode med lokale protester, bl.a. en underskriftindsamling med mere end 1500 tilkendegivelser om manglende opbakning til nedlæggelsen af busrute 70, endelig inviteret til et såkaldt ”informationsmøde” i Birkelse.

Her forsøgte NT og Venstre Jammerbugt at sælge os ideen om, at man som borger faktisk ser ind i et højnet serviceniveau, ved at vi mister vores lokale bus. Hvad det betyder for borgerne i Ryaa og Birkelse, den enkelte borgers mobilitet og mulighed for salg af huse samt ejendomsværdien heraf, var åbenbart sekundært.

Få dage efter informationsmødet var der bestyrelsesmøde i Venstre Jammerbugt og man har nu anlagt en kommunikationsstrategi, hvor skylden videreføres til regionen. Det fremgår tydeligt ved særligt Ulla Flintholms bombastiske retorik i forb.m. Morten Klessens seneste indlæg i Jammerbugtposten. Vi borgere må da forstå, at det er regionen, som sidder med den endelige beslutning.

Men kære Venstre Jammerbugt – anbefalingerne i ”Fremtidens kollektive trafik” blev tiltrådt af NT’s bestyrelse i marts 2023 og i Kontaktudvalget i april 2023.

I NTs bestyrelse sidder Christian Hem, som Venstre Jammerbugt finder værdig til at bestride borgmesterposten i Jammerbugt Kommune efter næste kommunalvalg. Og i Kontaktudvalget sidder den nuværende borgmester Mogens Gade.

I kan ikke løbe fra mødereferaterne, hvoraf jeres rolle tydeligt fremgår, samt at borgerinddragelse i denne forbindelse er vurderet ”ikke relevant”.

I kan ikke løbe fra, at nedlæggelsen af busrute 70 er et projekt I har dyrket, tilberedt og serveret. At det så nu er regionen, som skal vurdere om projektet er spiseligt, fritager jer ikke fra jeres ansvar, selvom I nu står i kø ved håndvasken. 

Borgerne i Jammerbugt Kommune står over for et snarligt kommunalvalg, hvor vi sammen skal vælge den chauffør, som kan og vil føre Jammerbugt Kommune sikkert ind i fremtiden og vi skal ikke Hem – vi skal videre!

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER